Jeg har valgt at skrive min racereport fra Silk Road Mountain Race 2021. Og jeg har valgt at gøre det ret udførligt. Mit håb er at andre, som føler sig kaldet til at køre løbet, kan få et så nuanceret billede som muligt af, hvad der kræves på så mange forskellige parametre som muligt. Jeg havde selv rigtig stor glæde af at læse andres beretninger i min egen research op til løbet. Og på samme måde, vil jeg gerne dele min erfaring til andres brug.

Jeg deler beretningen op i kapitler, så det er lettere at finde frem til udvalgte pointer, hvis du ønsker.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for gode råd og snakke. Intet for stort og intet for småt. skriv på bikepackers.dk@gmail.com.

Har du også lyst til at høre en podcast, hvor Jakob Carlsen og jeg fortæller om vores deltagelse i løbet, så har Balsam for sjælen haft os i studiet til en god snak om strabadserne.

 

God fornøjelse med læsningen.

 

Photo credit: Tobias koepplinger

 

Indholdsfortegnelse

  1. Hvad er Silk Road Mountain Race – hvor foregår det?
  2. Baggrund
  3. Forberedelse
  4. Afgang og akklimatisering
  5. Indregistrering
  6. Selve løbet dag for dag
  7. Afslutning
  8. Refleksion
  9. Silk Road Mountain Race Gearliste

 

 

 

1.

Hvad er Silk Road Mountain Race – hvor foregår det?

Silk Road Mountain Race (SRMR) er et årligt tilbagevendende bikepackingrace, som nogen mener er verdens hårdeste cykelløb. Den vurdering vil jeg lade andre om.

Ruten ændres fra år til år. I 2021, hvor jeg kørte løbet, var det tredje udgave, og den endelige officielle rute så således ud:

1866km. 30.090 højdemeter. Laveste punkt 930moh. Højeste punkt 3.950moh. 16 bjergpas over 3.000moh, heraf 5 pas over 3.500moh.

 

Løbet foregår i Tian Shan bjergene, i Kirgisistan. Et fattigt land med ca. 6,5mill indbyggere. Det er en tidligere sovietrepublik, som løsrev sig i 1991. Landet ligger med Kina på sin østlige og sydlige side, Kazakstan mod nord, Uzbekistan og Tadjikistan mod vest og syd. Landet er meget bjergrigt, faktisk ligger 90% af landet over 1.500moh. En stor del af befolkningen lever en traditionel nomadisk livsstil i bjergene, hvor de driver heste og køer rundt. Uld og kødproduktion er fortsat en stor del af økonomien. Kun Bishkek, som er hovedstaden, ser et strejf af moderne livsstil. Dermed har Kirgisistan en smuk og spændende kultur, krydret med et råt og fortryllende bjerglandskab, som tilsammen skaber unikke rammer ud for et bikepackingrace.

 

2.

Baggrund

Marie og jeg begyndte allerede undervejs på vores Argentina-Alaska tur at tale om bikepackingraces. Vi elsker begge at cykle, og drømmer altid om nye projekter. Vi syntes det kunne være sjovt at prøve et race, for at tilføje et stopur til vores erfaring med at cykle i bjergene. Valget faldt straks på SRMR, fordi det så smukt og udfordrende ud.

I december måned 2019, mens vi var på ski i alperne, skrev vi vores ansøgning til løbsledelsen. Og i januar 2020 fik vi at vide, at vi var godkendt til at deltage. Men corona gjorde at løbet i 2020 blev aflyst. Vi overførte vores billetter til 2021 og krydsede fingre. I slutningen af 2020 følte vi, at der var gode chancer for at løbet ville blive gennemført, og vi intensiverede vores træningsprogram med fuldt fokus på at kunne køre løbet i august 2021.

 

3.

Forberedelse

Min forberedelse til løbet strakte sig over lang tid. Fra tilmeldingen i december 2019 og til løbet forgik i august 2021, kredsede tankerne konstant om løbet. Selve træningsprogrammet startede for alvor ca et halvt år før afgang.

Min holdning til sådan et løb er, at det ikke kun handler om at kunne køre hurtigt på cykel. Faktisk er det næsten det mindste af det. Selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, og med den underliggende præmis, at man allerede har en ret god grundform, hvis man overhovedet overvejer sådan et løb. Min filosofi var, at jeg skulle identificere mine svagheder set over et bredt spektrum og arbejde på at forbedre mig de steder, hvor jeg var dårligst. Til selve løbet kommer man ofte til at ramme ens eget bundniveau, fordi man bliver presset, så det gælder kort sagt om at have et højt bundniveau.

Til at hjælpe den proces kategoriserede jeg nogle områder, som jeg skulle have styr på:

  • Fysisk form. Styrketræning. Cykeltræning. Træningsplan.
  • Ernæring. Generel kostplan og ernæring under træning, samt ernæring under selve løbet.
  • Cykel. Tasker. Beklædning. Udstyr.
  • Comfort og position på cyklen. Bikefit.
  • Vaccinationer. Diverse medicin til turen.
  • Ruteforståelse. Opdeling af GPX fil i ønskede segmenter.
  • Strategier. Overvejelser om distancer, hastigheder, overnatninger, osv osv.
  • Kulturforståelse. Herunder forståelse af skikke, do´s and dont´s og især madkulturer (ernæring).

 

Som det ses af ovenstående, var den fysiske træning altså kun en del i et større puslespil, der skal gå op, for at kunne gennemføre sådan et løb.

Jeg vil i det følgende kort berøre hvert enkelt punkt, ikke for at udtømme emnet, men blot for at give en indikation af, hvad mine overvejelser gik på.

 

Fysisk form

Jeg lagde et træningsprogram, som indebar 10-15timers cykeltræning, samt 2-5timers løb og styrketræning om ugen. I alt en samlet træningsmængde på 15-20timer om ugen. Dette lagde jeg så ind i et større skema, hvor jeg over tre uger intensiverede min træning, og hver fjerde uge restituerede.

Det er dog vigtigt at sige, at mit liv ikke tillod at følge træningsprogrammet helt rigidt, så der var ofte ombytninger og aflysninger, hvilket jeg tror er godt. Det er vigtigt at bevare humøret undervejs og erkende, at der er andet i livet end træning. Ligesom det er enormt vigtigt at holde øje med symptomer på overtræning. Faktisk havde jeg en følelse af, at jeg peakede for tidligt i foråret, og at jeg ikke stillede op til løbet i min bedste cykelform.

Træningen bestod af intervaltræning og endurancetræning. Dvs. korte ture med max belastning og lange ture, med mange timer i sadlen, i roligt tempo. Jeg kan kun anbefale, at man læser op på dette, inden man kaster sig ud i et træningsforløb, eller at man evt. kontakter en professionel træner, som forstår hvad et ekstremcykelløb kræver. Det er meget anderledes end at træne til et landevejsløb. Styrketræning er en uundværlig del af træningen, for at kunne sidde mange timer i sadlen, i besværligt terræn. Det kan ikke undervurderes, hvor smadret kroppen bliver under løbet, og hvor meget styrketræning kan hjælpe en til at forebygge dette.

Da vi tog afsted til Kirgisistan i starten af august, havde jeg cyklet ca. 8.500 træningskilometer i årets første 7måneder. Et gennemsnit på 1.200km om måneden.

 

Ernæring

Med den træningsmængde jeg havde planlagt, var jeg også nødt til at lægge en tilsvarende kostplan. Jeg havde tidligere haft forskellige oplevelser, med at mangle forskellige komponenter i min kost. Jeg konsulterede en diætist, for at stille mig bedst muligt. Udover at blive meget bedre til at sammensætte min kost optimalt, så sagde diætisten, at min største udfordring som vegetar, ville blive at spise nok mad i løbet af en dag. Jeg havde tidligere en periode, inden jeg startede den intensive træningsplan, hvor jeg forsøgte at spise vegansk, men blev syg af det. Det er ret tydeligt, at hvis man træner “normalt”, skal man være meget opmærksom på, hvilke tilskud man har brug for. Da jeg satte mig ind i vegansk kost, fandt jeg ikke noget materiale om, hvor meget kosttilskud som var nødvendigt. Jeg fandt kun materiale som lovpriste de positive effekter. Først da jeg blev syg og begyndte at fortælle folk om det, opdagede jeg, at det sker ofte, at folk spiser vegansk i en periode, men bliver syge. Jeg vil ikke fordømme hverken det ene eller det andet, men blot understrege hvor vigtigt det er, uanset hvilken type kost man spiser, at man sætter sig ind i, hvad man har brug for, når man øger træningsmængden så markant som jeg gjorde.

Udover den daglige kostplan, så lærte jeg også, hvor vigtigt det er at spise og drikke undervejs på cyklen. I mine træninger havde jeg hidtil været vant til at brænde mig selv helt af, og så komme dejlig træt hjem til sofaen. Men nu lærte jeg, hvor fedt det er at spise og drikke tilstrækkeligt undervejs, og hvor meget bedre jeg havde det. Ligesom jeg opdagede, hvor meget elektrolytter gjorde for at binde væsken i mig, i stedet for blot at tisse det hele ud igen. For nogen er dette banal viden, men for mig, som aldrig tidligere havde trænet intensivt, var det en kæmpe øjenåbner. Jeg har tidligere cyklet masser af mountainbike og bikepacking for sjov, så ernæring havde ikke været på min radar. Men det er et eksempel på at identificere svagheder, og derefter arbejde med dem.

 

Udstyr

Jeg indsætter en udstyrsliste nederst. Men generelt kan jeg sige, at valg af udstyr i høj grad gik ud på at minimere vægt og volumen, samtidig med at balancere økonomi og holdbarhed. Jeg havde masser af udstyr fra tidligere ture, men jeg ønskede at vægtoptimere så meget som muligt, så især i forhold til beklædning, optimerede jeg en del. Kort sagt gik jeg fra baggy shorts og merinotøj til stramt og let lycra. Jeg er ikke sikker på, der var en kæmpe fordel i forhold til vindmodstand, men i forhold til lette materialer, lav pakkevolumen og modstandsdygtighed overfor vejret, var det et godt valg.

Igennem mange weekendtræningsture med overnatninger, bliver man god til at skrælle ind til det mest essentielle, man har brug for.

Min samlede tørvægt for cykel og udstyr, landede på ca. 23kg. Hvilket var mere end håbet. Til en anden gang vil jeg satse benhårdt på at ramme 20kg. Men man skal huske, aldrig at gå på kompromis med ens egen sikkerhed. Hvilket vil sige, at man skal være stensikker på at kunne holde sig tør, varm og mæt i en uforudset situation, i hårdt vejr i bjergene.

 

Bikefit

Jeg nørder ofte og meget med mine cykler og indstillingerne på dem. Alligevel valgte jeg at ofre et bikefit denne gang. Min grundholdning er, at man kan altid blive klogere og dygtigere. Så mit bikefit handlede for mig ikke kun om at indstille en unik position på cyklen, som jeg så skulle fastholde, men i lige så høj grad at forstå, hvilke indvirkninger på kroppen de forskellige indstillingsmuligheder giver. Ligesom jeg diskuterede mine forskellige skavanker med bikefitteren. På den måde kan jeg bedre selv afhjælpe forskellige problemer. Især under selve løbet. Jeg måtte f.eks. justere styrets position efter at have kørt et par dage på vaskebræt, fordi mine håndled begyndte at lide. Fordi jeg vidste præcis, hvad jeg skulle, tog det mig kun 30sekunder at justere, og virkningen kom straks.

Der er sikkert mange gode bikefittere i Danmark. Jeg søgte efter en, som selv havde prøvet lange løb, med mange timer i sadlen, og som selv havde kørt mountainbike. Valget faldt på Thomas Bundgaard hos Velofit i Århus. Og nej – jeg har ingen fordele af at nævne ham. Udover dem jeg oplevede på cyklen.

Det er vigtigt, at man fokuserer på at sidde komfortabelt på cyklen, frem for at sidde i en raceposition. Løbet er langt og underlaget er hårdt, så det handler mere om at sidde godt, så man ikke hele tiden har lyst til at stige af og hvile, frem for at kunne køre hurtigt i en skarp aeroposition.

 

Medicin

Jeg har aldrig tidligere haft medicin med på mine ture. Jeg tænker, at man kan få alt, hvad man har brug for på et lokalt apotek, stort set ligemeget hvor i verden man er. Ofte har man alligevel brug for lokal medicin, f.eks. hvis man får parasitter el.lign.

Til et løb er det dog en helt anden sag, for man har ikke tiden til, at køre til den nærmeste by og finde et apotek. Ligesom man heller ikke har tid til at være syg. Derfor konsulterede jeg Rejseklinikken, som er specialister i, hvad man kan komme ud for, i verdens afkroge. De hjalp mig med at sammensætte en medicinpakke og vaccinationer. Jeg vil fremhæve et par ting. Rigtig mange i løbet blev påvirket af madforgiftning. En stor del af dem, måtte gå ud af løbet. Ud over de åbenlyse valg om ikke at spise for meget “spændende” lokal mad, men medbringe tørmad selv, så fik jeg hjemmefra en Dukoral vaccine, som hjælper til at undgå madforgiftning. Og jeg havde ingen problemer undervejs. En anden ting, jeg vil fremhæve, er antibiotika. Jeg er ikke særlig stor fan af det, men jeg var igen opmærksom på, at det kunne blive nødvendigt. Jeg fik 2 forskellige typer med. En til store åbne sår for at undgå slemme infektioner. Og en til indre problemer, altså primært hals- og lungebetændelse. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville få brug for det. Men på fjerdedagen fik jeg lungebetændelse, og jeg var lykkelig for at kunne begynde en antibiotikakur med det samme.

 

Ruteforståelse

Jeg fik meget ud af, at arbejde med den endelige GPX fil, som vi fik udleveret. Jeg kan godt lide at kunne ruten, i grove træk, i hovedet. Det giver mig en følelse af overskud at vide, hvor jeg er og hvor jeg skal hen, hvilket område af landet jeg er i, og hvad jeg nogenlunde kan forvente. Så selvom det er et fremmed land for mig, så føler jeg mig alligevel lidt på hjemmebane, jo mere jeg har sat mig ind i rutens finurligheder, krøller, pas, byer, checkpoints osv. Det har selvfølgelig også den fordel at undgå frustrationer og tvivl, om hvilken vej jeg skal, når jeg kører løbet. Det lyder måske åbenlyst, men jeg stødte undervejs på flere af de andre ryttere, som bandede og svovlede over krøller på ruten, som de ikke forstod. Eller var kørt forkert.

Jeg gjorde konkret det, at jeg tog den samlede GPX fil og delte den op i 4 segmenter og dermed 4 GPX filer. Disse repræsenterede hver især ruten mellem to checkpoints. Til hver af de 4 filer, lavede jeg så et racesheet, som pdf dokument. Dette havde jeg på min telefon, så jeg hurtigt kunne orientere mig. Pdf´en havde højdekurve, kort, POI og remindere til forskellige situationer. Og sidst, men ikke mindst, stod cut-off tiderne for næste checkpoint.

Det var ligeså meget selve arbejdet med at lave disse sheets, som gjorde at jeg bedre og bedre forstod ruten, som kom mig tilgode. Ude på ruten kiggede jeg måske kun på det en gang om dagen, for at minde mig selv om, hvor jeg var.

Dette er et eksempel på mine racesheets. Fra CP3 til målstregen.

 

Strategier

Igennem arbejdet med ruten, gjorde jeg mig en del tanker om strategier. Eller rettere, om mulige strategier. For jeg var hele tiden opmærksom på, at ting kunne ændre sig meget. Jeg overvejede provianteringssteder, strækninger uden vand, hvor ville være godt at overnatte, hvor ville det være skidt at overnatte, hvor ville ruten være hård, hvor kunne jeg køre hurtigt osv osv. Alle disse overvejelser om strategier gjorde, at jeg fik endnu større kendskab til ruten, og til hvad jeg kunne forvente. Hvilket igen gjorde overraskelserne mindre, når jeg endelig stod midt i situationen, ude på bjerget. Og jeg kunne hurtigere træffe beslutninger om, hvordan jeg skulle tackle løbet, fordi jeg allerede havde et arsenal af mulige løsninger i baghovedet.

Jeg har kun hørt om en enkelt rytter, som minutiøst havde planlagt alle dagsetaper og booket overnatningssteder på forhånd. Det er James Hayden, topseeedet rytter. At han så aldrig kom til start pga corona, siger lidt om, hvor meget man kan forberede sig, men alligevel må være indstillet på at tackle uforudsete begivenheder.

Men den vigtigste beslutning jeg tog, var at jeg ikke ville scratche. Det vil sige, at jeg ikke ville gå ud af løbet. Jeg tænkte at det ville være okay, hvis jeg ikke nåede et cut-off i et checkpoint, og dermed blev smidt ud af løbet. Men jeg ville under ingen omstændigheder, selv vælge at gå ud. Selvfølgelig medmindre jeg selv eller cyklen var kommet så meget til skade, at jeg ikke kunne fortsætte.

 

Kulturforståelse

Principielt er det jo ikke vigtigt, hvor man er i verden, når man sidder på cyklen og følger den røde streg på ens GPS. Det handler om at komme hurtigst muligt fremad, i stedet for at stoppe og tale med lokale eller nyde landskaberne. Når jeg alligevel synes, at det er vigtigt at forstå det land og den kultur, man kører gennem, så er der flere lag i det. Jeg synes, at man af ren respekt for sine omgivelser, skal kende kulturen der, hvor man er. Især når man bare racer igennem landet. Hvis man kender til skikke og traditioner, kan man være en bedre gæst i landet. Og de korte møder man har med lokale folk, oftest ved købmanden, kan alligevel blive givende for begge parter. Når man sidder på cyklen, kan man få lidt mere substans i sit tankespind, hvis man kender lidt til landskabet, befolkningen, vilkårene og kulturen. Og så er det heller ikke uvæsentligt, at vide lidt om madkulturen. Det er godt at vide, hvad man købe hos den lokale købmand, som har den fornødne ernæring. Ofte står man og kigger på madvarer, som man ikke har set før i sit liv. Men når man på forhånd ved, hvad de lokale lever af, så træffer man bedre og mere nærende valg.

 

 

4.

Afgang og akklimatisering

Marie og jeg havde meldt os til løbet sammen, som par. Det betød, at vi skulle følges og kunne dele noget af udstyret, f.eks. telt, værktøj, gasbrænder osv. Men desværre fik Marie en skade i knæet, under træningen, som udelukkede hende fra at kunne stille til start. Det betød, at kun en uge før afgang til Kirgisistan, måtte jeg sadle om og pakke et enmandstelt, i stedet for vores tomandstelt, samt pakke fællesudstyret på min cykel. Men det sværeste var, at skulle omstille mig mentalt fra trygheden i at være to sammen, som kan hjælpe og passe på hinanden, til at skulle tackle ensomheden, og til tider kedsomheden, ved at cykle alene. Derudover, så vidste jeg godt, at jeg ville komme til at presse hårdere på, når jeg skulle køre alene, så trætheden ville blive endnu større. Marie var selvfølgelig virkelig ked af, at skulle gå glip af oplevelsen, og jeg var også virkelig ked af, at vi ikke skulle være sammen om det. Men det var fedt, at Marie tog med til Kirgisistan alligevel. Hun havde lavet en aftale med løbsledelsen, om at hjælpe til som frivillig i checkpoint 1 og ved målstregen, samt hjælpe med at lave indhold, til sociale medier.

 

Vi fløj til Kirgisistan 10 dage før løbsstart. Vi ville gerne have god tid til at akklimatisere, både til varme, kultur og selvfølgelig til højderne.

I Bishkek havde vi booket os ind på Garden Hotel, hvor vi håbede, at flere andre ryttere også ville bo. Vi brugte en dags tid på, at samle cykler og snuse rundt i byen, samt gøre klar til en uges tid i bjergene. Vi havde medbragt en del tørmad hjemmefra. Både så der var tørmad til at tage med til selve løbet, men også så vi kunne undgå for meget lokal mad i dagene op til. Normalt kaster vi os over al den lokale mad, og spiser hvad som helst, for at opleve madkulturen, hvor vi er. Men denne gang var vi meget opmærksomme på, ikke at blive syge inden løbet, så tørmad var en bedre løsning. Det var også super vigtigt for mig, at fokusere på, at få næring nok i dagene op til løbsstart, hvor hovedet er travlt beskæftiget med nye indtryk, så jeg ikke stillede underernæret op på målstregen.

 

Vi brugte de første par dage i et skirområde lige uden for Bishkek. Vi cyklede op til 2.250moh og satte teltet op. Dagen efter hikede vi til en top i ca 3.300moh for at akklimatisere. Her hang vi ud alene, det meste af dagen, inden vi gik tilbage til teltet. Vi havde fået fortalt, at der var små hoteller, hvor vi kunne købe lidt mad deroppe, men alt var lukket. Så vi besluttede at fortsætte over til Kegeti Pass, som er et pas i nærheden, der også ligger på selve løbsruten.

Vi havde kommunikeret med Jacob Carlsen, den eneste anden dansker, som også skulle køre løbet, og aftalte at mødes med ham, ved foden af opstigningen til Kegeti.

I sin tid, da vi fik deltagerlisten til løbet, kunne vi se at en anden dansker var tilmeldt. Vi tog kontakt til Jakob og i tiden frem til løbet snakkede vi udstyr, træning, ernæring og tog på at par træningsture sammen. Jakob blev hurtigt en god ven, og vi havde stor glæde af hinandens selskab i forberedelserne. Jakob kom til Kirgisistan et par dage senere end os, og derfor passede det med at følges til Kegeti pass. Det var tydeligt, at Marie og jeg allerede havde overstået en del af akklimatiseringen, for Jakob var presset, da vi nærmede os passet i 3.775moh.

Vi tilbragte nogle dage på bjerget sammen med en del af de andre ryttere, som også akklimatiserede her. Det var en fin mulighed for at lære nogle af de andre ryttere at kende og udveksle historier. Vi fulgtes ned ad bjerget med Tim og Steve, et par fine fyre fra England. Desværre havde Tim allerede raget en madforgiftning til sig, så det gik langsommere og langsommere fremad, med flere og flere opkast undervejs. Det endte med en taxa tilbage til Bishkek, mens vi andre cyklede.

I Bishkek havde vi nu to hviledage, som vi primært brugte på at spise mad og panikke over de ting, som vi syntes, vi manglede. F.eks. ekstra dæklapper og ekstra bremseklodser. På den måde blev vi også bevidste om, hvilke muligheder vi havde for reservedele i landet. Hvilket ikke var meget. Jakob og jeg cyklede rundt til alle cykelforretningerne i byen og endte med at finde, hvad vi synes vi skulle bruge. Og SÅ var vi klar.

 

 

5.

Indregistrering

Endelig oprandt løbsdagen.

Indregistreringen var opdelt i grupper, og jeg lå i den første. Dvs. jeg skulle møde op til indskrivning kl 8 om morgenen. Så det var tidligt op og afsted, selvom der var udsigt til en rigtig lang dag. Ved indskrivningen blev der checket lægeerklæring og PCR test. Så blev der udleveret kasket med nummer på. Vi fik den SPOT-tracker, som under hele løbet afgiver vores lokation, så både nysgerrige følgere, og løbsledelsen kan holde øje med, hvor vi befinder os. Desuden har SPOT-trackeren en SOS-knap, hvis man er i overhængende fare og har brug for redningshjælp. Denne bruges kun i absolut nødstilfælde. Selvom SOS-knappen normalt vil alarmere landets redningstjeneste, så går den under løbet, direkte til løbets ledelse, som så sender en lægebil. Primært fordi redningssystemet i Kirgisistan ikke er gearet til denne slags redninger af turister. SPOT-trackeren har også en anden knap, en såkaldt “scratch”-knap, som betyder, at man vil udgå fra løbet og gerne vil hentes af en taxa. Den sidste knap som er relevant, er en OK knap, som man opfordres til at bruge, når man camperer, så alle kan se, at man er stoppet med vilje, og er i ok behold. Selvom man kan tilkalde hjælp undervejs, så skal man vide, at Kirgisistans bjerge kan være så ufremkommelige, at det kan tage rigtig mange timer, inden hjælpen når frem. Det skal man have i baghovedet, når man cykler. Man skal gøre sig klart, at man primært skal sørge for sig selv.

Som sidste station i indskrivningen, så blev vores cykel checket af en lokal mekaniker. Det var egentlig en fin service, fordi nogen af dem på mere tvivlsomme cykler, kunne få lidt sidste-øjebliks-hjælp. Da jeg kom hen til mekanikeren, kiggede han kort på min cykel, så på mig, og spurgte om jeg havde nogen problemer. Jeg takkede nej, og cyklen var hermed godkendt. Men igen – en fin service for at kunne fange dem, som måske har misforstået i hvor god stand en cykel reelt skal være, for at kunne klare løbet.

 

Da indskrivningen var færdig, skulle vi aflevere vores cykel ved to store lastbiler på parkeringspladsen, så de kunne blive transporteret til startstregen.

Løbsledelsen havde arrangeret starten i en by, som hedder Talas, ca 200km væk. Det var i og for sig fint. Men efter min mening bad de om problemer, når de påtog sig ansvaret for at køre 100 færdigpakkede cykler, på hullede veje, over et bjergpas, til en anden by. Og jeg tror at andre delte bekymringen, for snart stod der en del ryttere og kløede sig nervøst i håret, mens de lidt tøvende holdt fast i deres cykler. Jeg forsøgte at tale lidt med ham, som stod for pakningen og prøvede at byde ind med, hvordan de kunne bindes mere sikkert fast, men måtte opgive, da han blev ret sur. Til sidst sagde en af de andre ryttere “Nu kan jeg ikke gøre mere, andre må tage ansvaret herfra” og det blev mit stikord til at gå væk og håbe det bedste.

 

I stedet tog jeg en taxa tilbage til hotellet, for at forsøge at få et par timers søvn mere, da briefingen først skulle finde sted kl 14. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove. Til gengæld fik jeg lidt ro, frem for at gå hvileløst rundt mellem de andre mere eller mindre nervøse ryttere.

Jeg tog en taxa tilbage i tide til briefingen. Efter ca. en halv times venten dukkede Nelson, løbsdirektøren, endelig op og gav en tale om løbet. Der var ikke så meget nyt under solen, hvis man havde sat sig ind i racemanualen. Derefter skulle vi køres i minibusser til Talas. Afgangen var ca. en time forsinket og ifølge Google Maps, ville vi komme til Talas en time før løbsstart. Det var ikke meget buffertid, men jeg havde taget noget mad med til turen i minibussen, så jeg var raceklar, så snart jeg havde min cykel i hånden. Men vi havde allesammen allerede en dårlig fornemmelse, for de 2 lastbiler, som skulle køre alle 100 cykler til Talas, var end ikke færdige med at loade cykler, da vi kørte afsted i minibusserne.

For at gøre en lang historie kort, så skulle løbsstarten være gået kl 22.00 fra Talas. Men minibusserne blev forsinkede, og cyklerne var endnu mere forsinkede. Det kom dog ikke rigtig bag på nogen, for hele tidsplanen for dagen, havde hele vejen igennem set utrolig optimistisk ud. Efter at have siddet i lycra i en iskold pavillon i et par timer, blev vi sendt over på et gammelt smadret soviethotel, hvor vi kunne sove lidt. Kl 3 om natten stod der et menneske ude i hallen på hotellet og råbte at cyklerne var kommet. Halvdelen af cyklerne i den ene lastbil var væltet omkuld, men tilsyneladende var der heldigvis ingen cykler, som havde lidt skade. Jeg må sige, at det var virkelig dårligt planlagt fra løbsledelsens side, men det gav egentlig en bedre start for mig, fordi alle forventninger til løbets start var blevet nulstillet fuldstændig.

Vi fandt alle vores respektive cykler og gjorde klar. Kl 4.23 skød Nelson løbet igang fra byens torv, og vi cyklede i samlet flok ud gennem gaderne i den sovende by.

 

 

6.

Selve løbet. Dag for dag.

Dag 1

Som sagt gik starten kl 4.23. Min ambition var at holde mig nogenlunde til i det forreste felt, hvis jeg kunne følge med. Det gik godt de første 5km og så begyndte feltet at gå i opløsning. Allerede da vi kom ud af byen, startede løbets første stigning, som over de første 50km skulle tage os 2.100 højdemeter op til løbets første pas, i 3.350moh.

Det var en smuk morgen, og efterhånden som jeg cyklede længere og længere ind i dalen, blev morgenlyset kraftigere og landskabet åbenbarede sig. Vi cyklede forbi de første af mange yurter, som er nomadernes runde filttelte. Der var masser af kvæg og heste i store flokke, som græssede på bjergsiderne. Jeg fandt min egen rytme og langsomt begyndte roen at indfinde sig, mens den hektiske start sev ud af kroppen.

Et stykke oppe i dalen, drejede vi fra hovedvejen, som dog kun var et gruset hjulspor, og op mod passet. Efter et par timers cykling stod det allerede klart, at der sikkert ville være mange pas, hvor vi måtte af cyklerne og gå. Dette var i hvertfald et af dem. 5 timer efter startskuddet havde lydt på torvet i Talas, stod jeg i passet. På den anden side kunne jeg se en lækker sti bugte og sno sig ned igennem en kløft med stejle sider. Det så ud til at blive en sjov nedkørsel. Nelson stod på toppen og hilste på. Jeg skyndte mig afsted.

Stien var meget stejlere end forventet, og jeg var konstant på bremserne. Men smilet var stort og landskabet virkelig smukt. Jeg havde overskud og godt humør. Og måske netop derfor glemte jeg at fokusere. Underlaget var fyldt med tusindvis af små skarpe sten, og ligesom tanken strejfede mig, at jeg ikke skulle blokere baghjulet i nedbremsningerne, så lød der et højt brag, og bagfælgen bumlede mod underlaget. Efter kun 50km af et løb som var 1865km, havde jeg flænset et hul på 1cm i mit bagdæk. Jeg handlede så hurtigt jeg kunne og priste mig lykkelig for de dæklapper jeg havde købt i Bishkek, få dage forinden.Det lykkedes at lime en dæklap på indersiden, og dækket holdt tæt igen. Mens jeg stod og lappede, dukkede et velkendt ansigt op. Jay Petervary´s dybe stemme spurgte om jeg var ok. Jeg sagde ja – og at de skulle passe på de skarpe sten. Jay Petervary er en af de hurtigste bikepackingracere der findes, og jeg var noget forvirret over hvordan jeg var kommet foran ham og hans makker. Først senere fandt jeg ud af, at de var kørt ligeud nede i bunden af dalen, istedet for at dreje op mod passet. Så mens jeg spildte tid på at lime dæk efter 50km, så havde de spildt et par timer på at køre forkert, efter 30km. Men det var så også det sidste jeg så til de to.

Jeg kom afsted på cyklen og var mere forsigtig på resten af nedkørslen. Det var iøvrigt en af de sjoveste på hele løbet.

Min plan var at køre ca 180km på førstedagen, hvis jeg kunne. For vi var nede i den varmeste dal, løbet havde at byde på, og jeg ville gerne tilbage, op i de lidt køligere bjerge så hurtigt som muligt. Samtidig tænkte jeg, at hvis det kunne lade sig gøre at lægge så godt fra land, så ville jeg holde mig godt fremme i placeringerne. Efter at have kørt nogle timer i ca 40graders varme, nåede jeg den første større by, Toktogul, efter små 150km. Jeg spiste et måltid sammen med to andre ryttere, mens jeg overvejede dæksituationen. Jeg frygtede, at det ikke ville holde hele vejen gennem løbet, så jeg brugte dels noget tid på at sy det, dels på at prøve at arrangere et dæk fra Bishkek i en taxa til Checkpoint 1. Det var en svær afvejning om jeg skulle satse og køre videre, eller bruge tiden nu, på at sikre mig senere i løbet. Fordi det tog tid og jeg havde brug for hjælp fra nogle lokale, så checkede jeg ind på et guesthouse, hvor jeg kunne få fikset det hele.

Et par andre ryttere var allerede checket ind samme sted. Og en del af løbssledesen var her også. Jeg fik ordnet det jeg skulle, med hjælp fra hotelmutter. Reglerne er sådan i løbet, at det som er kommercielt tilgængeligt for alle, må man gøre. Dvs. at betale en taxa for at køre ud med et dæk, er ok. Der var igennem løbet flere andre, som måtte ty til samme metode, når ting gik i stykker.

 

Dagens tal:

147km

2.950højdemeter

11 1/2timer undervejs

 

 

Dag 2

Vækkeuret ringede kl 5.00. Jeg var på cyklen kl 5.15. Det er fordelen ved at bo på guesthouse. Man er hurtigt afsted om morgenen.

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville sove i telt gennem hele løbet. Jeg synes det er en sjovere og mere ren oplevelse. Men jeg skulle komme til at sove inde igen senere i løbet, og jeg opdagede hvor meget bedre søvn man kan få, og dermed flere kræfter. Jeg vil næsten påstå, at det kan være svært at holde sig i top10, hvis man kun sover i telt.

Fordelene ved telt er, at man bedre kan planlægge hvor man sover. Man skal ikke bruge tid på at opsøge et guesthouse, og checke ind. Og man får sandsynligvis hurtigere mad, når man selv laver den på blus. Fordelene ved guesthouses er derimod bedre søvn, og man er langt hurtigere ude på cyklen næste morgen. Sidst, men ikke mindst, kan man måske få et bad, som også kan give noget tiltrængt velvære.

Jeg startede morgenen med en kort strækning på asfalteret vej. Og fik dagens første punktering. Det er en klassiker, at det er metaltråde fra lastbildækkene, på vejene, som man punkterer mest på. Da jeg syede dækket igår, vurderede jeg at trådene konstant ville trække i hullerne i dækket, så jeg lagde en slange i. Ulempen ved slange er så netop, at f.eks. tynde metaltråde laver punkteringer.

Lidt senere var der blød bagende igen. Jeg fandt ud af, at knuderne som jeg havde lavet på sytråden, og som lå inde i dækket, havde gnavet hul på slangen. Jeg fik det lappet og lagde en tom chipspose imellem slange og sytråd. Et par timer senere var dækket igen blødt. Jeg begyndte at pumpe en gang i timen, fordi luften kun sev langsomt ud.

Det blev en frustrerende dag, med masser af stop for at pumpe. Og masser af tanker omkring hvordan jeg kom hurtigst muligt fremad, med det dæk som blev ved med at sive.

Fordi vi stadig var i starten af løbet, så mødte jeg flere gange i løbet af dagen, nogle af de andre ryttere. Jeg fulgtes med flere af dem i kortere eller længere tid. Jakob og jeg kørte nogenlunde samme hastighed, og kom til at følges flere gange.

Sidst på dagen var nogle af de andre ryttere ved at snakke med en lokal dame, om at kunne sove i hendes lade. Men Jakob og jeg valgte at fortsætte lidt længere frem, og slå teltet op ved en flod.

Det regnede helt enormt meget hele natten, og det vart ikke just en skønhedssøvn jeg fik, mens jeg lå og håbede på, at teltet ville holde tørt.

 

Dagens tal:

152km

3.830højdemeter

15timer undervejs

 

 

Dag 3

Jeg var afsted kl 6.30 næste morgen. Det var stoppet med at regne, men vejene var tunge af mudder og terrænet stejlt, så det gik langsomt fremad. Allerede et par hundrede højdemeter længere oppe, lå der sne. Hele morgenen arbejdede vi os op gennem den smukkeste sneklædte dal. Flere steder stod de hvide yurter, med røg op af skorstenen, på en baggrund af kridhvide bjerge. Et helt usandsynligt smukt syn. Det var varmt at arbejde os fremad, så selvom der lå sne, ankom jeg til passet i korte bukser og kortærmet jersey. Nedkørslen var uvirkelig fed. Der lå ca 20cm nysne på vejen, så alle huller og sten blev jævnet fint ud. Det gjorde det til en af de hurtigste nedkørsler på ruten, fordi man nærmest flød ovenpå. Da jeg kom længere ned og sneen forsvandt igen, blev den afløst af smuk rød jord og grønne planter, som lå indhyllet i tæt tåge. Jeg måtte have varmt tøj på, selvom jeg var længere nede, men manglen på solens stråler, og den fugtige luft gjorde det iskoldt. Pludselig forsvandt tågen igen, og det gik op for mig at det var en sky, jeg var kørt igennem. Nu kom varmen fra dalen mig imøde.

Jeg havde provianteret godt hos købmanden og fandt en god ost at gnave store bidder af. Jeg udviklede en teknik med, at når terrænet ikke var alt for hårdt, kunne jeg godt have et par kiks eller en Snickers i hånden, mens jeg cyklede. Jeg begyndte at mærke madleden melde sig, og det var svært at lokke næring i kroppen. Egentlig ville jeg bare gerne cykle, men jeg prøvede at fokusere på, at huske at spise også.

Cykelpunkteringerne blev ved med at forfølge mig og jeg fandt ud af at chipsposen var blevet skåret istykker. Den var ikke stærk nok. Så jeg måtte tage trådene ud af dækket og lappe slangen igen. Først hen ad eftermiddagen lykkedes det at få det hele til at holde tæt, men dækket var noget udsat uden syningen.

Sidst på dagen lå Arabel pass inden for rækkevidde. Jeg ville gerne nå over inden mørkets frembrud, for på den anden side var der kun ca 70km ned til Checkpoint 1 og jeg tænkte at hvis det var god vej, kunne jeg måske nå derned om natten. Jeg kom vel over passet, i smukt aftenlys, og tog alle mine ekstra lag på, til den kolde nedkørsel fra 3.400moh. Mørket faldt hurtigt og kulden tog til. Jeg drømte om at komme ned mod dalen, ned mod varmen. Jeg ramte en sten på vejen, og blev mindet om mit skrøbelige bagdæk. Selvom 70km til checkpoint 1 føltes som en kort distance, så ville det være langt at trække en defekt cykel. Lidt senere ramte jeg en knytnævestor sten, som blev kastet op på rammen af cyklen og gav et kæmpe knald. Jeg begyndte at overveje situationen. På trods af godt lys på cyklen, er det svært at køre optimalt i nattemørket, når vejen er fyldt med store sten og huller. Samtidig begyndte kulden at æde sig ind på mig. Jeg var bevidst om, at jeg kun ville blive koldere og koldere på nedkørslen, når jeg ikke skulle træde, men blot bremse. Og sidst men ikke mindst, så kunne jeg regne ud, at jeg ville bruge en del mere tid på nedkørslen i mørke, frem for i dagslys. så jeg tog beslutningen om at sætte teltet op, i cirka 3.000meters højde og vente til næste morgen, med at køre det sidste.

Det skulle vise sig at blive en fatal beslutning.

 

Dagens tal:

164km

3.210højdemeter

14timer undervejs

 

 

Dag 4

Det var en virkelig kold nat. Jeg havde desværre ikke termometer med, men det har været omkring -15grader.

Da jeg havde klapret tænder hele natten, uden at sove ret meget, stod jeg op kl 5 til en frostklar morgen, med is på cyklen. Kl 6 var jeg klar til afgang og jeg glædede mig bare til solen ville komme frem og varme mig op igen. Det gik heldigvis også hurtigt, og snart var jeg glad på cyklen igen.

Marie var frivillig i Checkpoint 1 og tog imod alle rytterne som kom ind. Men det havde været en lang nat, med ryttere som kom sent ind, så hun var kun lige kommet ud af fjerene, da jeg trillede ind i byen kl 9. Jeg må indrømme at jeg skulle synke en klump i halsen, da jeg så hende. Og det var første gang jeg blev bevidst om, hvor meget løbet allerede havde slidt på mine følelser og overskud.

Jeg fik hurtigt pakket noget af det våde tøj ud, til tørre i solen, og så gik jeg ind for at få stemplet mit kort. Alle ryttere har et brevetkort, som bliver stemplet i de 3 checkpoints, og ved målstregen. Derefter stod den på frokost i den lille restaurant der lå ved checkpointet, og de lavede også en sandwich jeg kunne få med.

Mit ladekabel til powerbanken var gået istykker samme morgen, og heldigvis kunne jeg købe et nyt i den lille by, ligesom jeg fandt en stor sprøjte på apoteket, til at skylle mit vandfilter rent. Det var, allerede efter 3 dage med vand fra floder og åer, ved at stoppe til.

Men allerbedst, så havde taxachaufføren afleveret et dæk til mig i receptionen, og jeg kunne skifte til et nyt bagdæk. Jeg var lykkelig for udsigten til at slippe for problemerne med et fladt bagdæk. Jeg fik at vide, at Bagoly Levente, som var en af de topseedede ryttere, var gået tidligt ud af løbet, fordi han også havde dækproblemer. Han knækkede psykisk på det, fordi det var så frustrerende. Det gav mig et lille boost, at jeg trods alt kunne holde overskud.

Jeg sagde farvel til Marie og vidste, at jeg først ville se hende igen ved målstregen.

Jeg brugte alt i alt 2 1/2 time i byen, inden jeg var videre. Fra Checkpoint 1 var der et godt stykke på asfalt, hvilket egentlig lød tiltalende, men det var en virkelig kedelig vej, så humøret dalede. Jeg kunne ikke forklare det, men noget var lidt usædvanligt. Jeg prøvede at peppe mig selv op med en is (med en kamel på papiret), ved en kiosk. Her mødte jeg også en tysker jeg kendte. Hans makker var taget tilbage til Checkpoint 1, for at finde slanger til cyklen, fordi han var punkteret og først nu opdagede at ventilerne ikke passede. Der er en grund til jeg er besat af detaljer. Det er de mindste ting, som kan sætte een langt tilbage i løbet.

Resten af dagen var en god lang klatring på ca 100km og 1.700 højdemeter. Jeg kunne mærke på kroppen og humøret at noget ikke spillede helt og det endte med at jeg stoppede ved solnedgang og droppede at køre i mørke. Jeg slog teltet op på en græsmark og fik lavet noget mad. Jeg havde købt nudler hos købmanden, og tænkte de skulle prøves. Kalorieantallet i sådan en pakke er næsten lige så højt som de tørmad jeg havde med hjemmefra. I og med jeg kun havde 6 tørmad, så ville der være nogle dage jeg fik brug for noget andet. Jeg kan ikke læse russisk, men jeg er sikker på der må have stået “Spicy” på pakken. Det blev en varm omgang, men smagte fint. Jeg spædede lidt op med brød, men havde på fornemmelsen, at det måske ikke var mad nok. Om aftenen begyndte jeg at hoste. Den foregående kolde nat havde sat uoprettelige spor i mit system.

Da jeg lagde hovedet på puden, hørte jeg de to tyskere cykle forbi. Så var det åbenbart lykkedes dem at få nye slanger og de kunne komme videre.

 

Dagens tal:

180km

1.785højdemeter

11 1/2timer undervejs

 

 

Dag 5

Jeg tror jeg trængte til søvnen, for jeg fik sovet godt igennem. Det var igen en kold morgen, så jeg valgte at cykle det sidste stykke over passet, for at få lidt varme i kroppen, inden jeg stoppede og spiste morgenmad.

Dagen startede godt ud og jeg følte at den gode søvn, havde gjort mig godt. Jeg fik indhentet de to tyskere igen, og fulgtes lidt med dem. De kørte egentlig lidt hurtigere end mig, men fordi de også af og til stoppede for at filme til en dokumentar, mødte vi tit hinanden på ruten. Nu fulgtes vi så et stykke tid. Efter jeg havde spist frokost, begyndte jeg at kæmpe med manglende energi. Jeg tænkte at det var aftensmaden fra igår, som ikke havde nok næring. Jeg prøvede at spise godt med snacks, men det blev hårdere og hårdere. Da vi nåede enden af dalen, og skulle starte den stejle del af opstigningen til passet, måtte jeg se dem køre fra mig. Jeg kæmpede virkelig med mig selv, og med manglende kræfter. Først for sent gik det op for mig, at jeg havde presset for hårdt, ved at følges med de to andre. Det er vigtigt at køre ens eget tempo, så man hele tiden bliver i en zone hvor forbrændingen af energi, foregår på fedt, ikke sukker. Ellers brænder man for hurtigt ud. Jeg tror nu ikke kun det var det. For i løbet af dagen var jeg begyndt at hoste mere og mere. Det startede allerede igår, men jeg havde ikke tænkt så meget over det. Jeg kunne mærke jeg var ved at blive syg. Mine lunger brændte, samtidig med at jeg var på vej over et af rutens højeste pas, i 3.835moh.

Det blev løbets hårdeste dag, men jeg var fast besluttet på, at jeg ville over passet. På den anden side ventede en lang nedkørsel, helt ned til Issyk Kul søen, i 1.600moh. Dvs mere end 2.000 højdemeter lavere end passet. Jeg vidste at natten ville være så meget varmere, og jeg ville gerne undgå at klapre tænder endnu en nat. Og jeg vidste også jeg ville få mere ilt. Jeg har normalt aldrig problemer med højden, men i takt med, at mine lunger gjorde mere og mere ondt, kæmpede jeg også med iltoptagelsen. Jeg SKULLE ned af det bjerg. Jeg havde bare glemt, at passet ikke blot var en top, men et ret stort plateau i 3.800moh. Heroppe var der strid modvind. Og jeg punkterede igen. Jeg forsøgte at pumpe og cykle videre, så jeg kunne komme ned. Men luften sev for hurtigt ud. Jeg var nødt til at stoppe og lappe i den bidende kulde og kraftige vind. Mine tanker blev mere og mere fokuserede på at komme ned i varmen. Jeg kunne ikke finde problemet med slangen og måtte fortsætte med at pumpe for hver halve time. Da jeg endelig begyndte nedkørslen, var jeg fuldstændig smadret og selv det at rulle ned ad bjergsiden var udfordrende. Men udsigten til en seng i et guesthouse, trak mig hele vejen ned til den lille by Tamga, ved bredden af Issyk Kul søen.

I Tamga kiggede jeg på google maps, for at lokalisere et guesthouse. Navnet Happy Hostel sprang i øjnene, og jeg kørte derhen. Da jeg åbnede porten, så jeg fire andre cykler. De to tyskere, samt to andre ryttere. Men dermed var der også fuldt optaget. Ejeren tilbød mig generøst, at jeg kunne slå mit telt op på jorden i gårdspladsen, og spise med. Men jeg havde en fornemmelse i kroppen, som sagde jeg ikke skulle blive. Der var ret beskidt og jeg havde set frem til en seng, så jeg takkede pænt nej. Det viste sig senere at fornemmelsen var rigtig, for en af rytterne kom derfra med madforgiftning. Istedet kørte jeg lidt videre ud i byen, og fandt et super skønt sted med en blomsterhave som åbenbarede sig indenfor murene. Et ældre ægtepar havde stedet, og konen viste sig som en ren engel. Hun var så mild og elskelig, at jeg følte der var en mening med at jeg var havnet her. Det første hun sagde var, at aftensmaden stod klar, hvis jeg var sulten. Og det var jeg. Jeg fik endda to portioner, og hun smilede blot og fortalte, at hun godt vidste at cyklister var sultne, for Sofianne, ham som førte løbet, havde også sovet der for et par nætter siden. Jeg fik et varmt bad og og et eneværelse og brugte lidt tid på at reflektere. Jeg var fuldstændig udmattet og kunne se at jeg måske ikke ville kunne gennemføre, hvis ikke jeg lettede foden lidt fra speederen, og begyndte at passe mere på mig selv. Jeg fandt min antibiotika frem, og påbegyndte en kur for lungebetændelse. Min hoste var nu taget til, så det rungede i hele brystkassen.

Jeg gav mig selv lov til at få en god lang nats søvn, så jeg satte vækkeuret til kl 8. og lovede mig selv, at jeg skulle fikse mit bagdæk 100%, inden jeg kørte afsted næste dag.

 

Dagens tal:

188km

1.870højdemeter

14timer undervejs

 

 

Dag 6

Selvom alt var lagt an til en luksusnat, så sov jeg alligevel ikke ret godt. Jeg var plaget af den tiltagende hoste, og havde nu også feber. Men da jeg stod op, blev jeg mødt af den søde ejer og 2 omgange morgenmad, hvilket boostede humøret gevaldigt.

Mens jeg lappede min cykel i den blomstrende gårdhave, gik jeg og småsnakkede med et hold af motorcyklister, som var på ferie i Kirgisistan. De kørte på deres crossmaskiner i nogle af de samme egne, som løbet gik igennem, og de havde set nogle af de andre ryttere. Det var endnu en ting der boostede humøret, at blive smittet med andres entusiasme.

Jeg havde lovet mig selv at tage den med ro, og sørge for at bagdækket var tæt. Det viste sig, at den slange jeg gentagne gange havde forsøgt at lappe, slet og ret var ubrugelig, og åbenbart for letvægt. Jeg skiftede slange, og endelig holdt det tæt.

Jeg kom først afsted kl 10.30, men til gengæld var mit humør vendt, og selvom min krop var slidt og syg, så følte jeg alligevel jeg var i overskud.

Dagens opgave bestod i en let opvarmning langs med søens bred, inden 2.200 højdemeters stigning, op til Tosor pass i 3.890moh. Motorcyklisterne havde fortalt mig, at det kun var den sidste bid af toppen, hvor vejen var dårlig. Men så snart jeg drejede fra hovedvejen ved søbredden, lå der store sten på størrelse med fodbolde på vejen, ved siden af dybe render, som regnvand havde gravet. Det blev en lang og hård opstigning over de næste 35km. Men jeg tog det stille og roligt, og nød turen op. På vejen mødte jeg et par andre tyskere, som også kørte som hold. De var gode fyre og når vi passerede hinanden, udvekslede vi hyggelige kommentarer. Jeg passerede også Maxim fra Kazakhstan et par gange. Han var dog noget mere tilbageholdende, og virkede lidt brysk. Men jeg tror mest det baserede sig på vores manglende fælles sprog. Maxim skulle jeg komme til at se meget mere til, igennem løbets sidste dage. Vi nåede allesammen Tosor pass cirka samtidig, og hjalp hinanden med at tage et par billeder.

Min sene start, den lange opstigning, og min ambition om at passe lidt bedre på mig selv, gjorde at det ikke blev til så mange kilometer idag. Det var suverænt løbets korteste dag for mig, målt i kilometer. Da solen gik ned og jeg fandt et campspot, var jeg kommet ned i 3.100moh, og jeg belavede mig på endnu en kold nat i teltet.

 

Dagens tal:

82km

2.510højdemeter

9 1/2timer undervejs

 

 

Dag 7

Vækkeuret ringede igen kl 5.00. Der havde jeg allerede ligget vågen i noget tid og frosset. Natten er altid koldest, lige inden solen står op. Så selvom jeg falder i søvn med god kropsvarme, så vågner jeg ofte i teltet, når det er allerkoldest, og jeg ikke længere kan holde varmen. Det gode ved at stå tidligt op er, at så minimerer man den kolde tid i soveposen. Men kulden og sygdommen sad nu alligevel i kroppen på mig, og min morgenrutine tog længere tid end den plejede. Jeg var først afsted på cyklen kl 6.20.

Men det er som om, at det altid hjælper at hoppe på cyklen og komme afsted. Kroppen varmer op, morgenlyset farver landskabet smukt, humøret stiger.

Idag skulle jeg cykle modsat, på en strækning som vi også kørte, på vej mod Issyk Kul søen. Jeg håbede på at møde ryttere, som kom den modsatte vej. Det kan lyde tarveligt, men når man selv er så presset, så begynder man at lede efter ting, som kan booste en selv. Og at møde en rytter, som var længere bagud end mig, ville give mig et sådan boost. Først på det hjørne, hvor jeg skulle dreje fra den fælles strækning, mødte jeg Mike. En ung fyr som stod og hang over cyklen. Han fortalte at han havde fået madforgiftning for nogle dage siden. Han havde ligget syg, men igår havde han forsøgt at tvinge sig selv afsted. Han havde kørt 120km på en halv liter cola, så han var helt i knæ nu. Mike overvejede at scratche fra løbet. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at snakke ham fra det. Jeg forsøgte at opmuntre ham. Jeg gav ham et visitkort til det gode guesthouse i Tamga, og fortalte ham om edens have og den engel som ejede det. Til sidst var jeg nødt til at køre mit eget løb, og forlade ham der. Han havde et træt smil på læben, og jeg var sikker på jeg havde hjulpet ham med at finde de sidste kræfter. 2 timer senere så jeg hans cykel på taget af en 4hjulstrækker, som overhalede mig. Han var scratchet. Det gav mig intet boost at se ham gå ud. Tværtimod var jeg ked af det på hans vegne, for vi kommer alle her med en drøm om at gennemføre, og en drøm om et stort eventyr. Ingen har lyst til at trykke på knappen på sin SPOT-tracker, og slukke den drøm. Senere på dagen skrev Marie en besked til mig, at 28 ud af 98 ryttere havde scratchet indtil videre.

Marie skrev også at Sofianne, som fører løbet, var på vej i en taxa til nærmeste by, for at reparere sit hjul. Han havde sprunget 5 nipler, så han var nødt til at fikse det. Det viser bare, at ingen går igennem løbet, uden at skulle deale med problemer af større eller mindre karakter.

Eftermiddagens cykling var hård. Jeg var på vej mod den største by på ruten, Naryn. Byen er de tidligere år blevt kaldt for “Scratch-city” fordi mange valgte at forlade løbet her. Egentlig var det en nedkørsel hele vejen, men med rigtig mange små toppe, som skulle forceres undervejs. Det regnede ret kraftigt og vejene var fyldt med vaskebrædt, så det var hårdt for både hænder og bagdel, at sidde og bumle så meget rundt. Humøret dalede kraftigt og selvom jeg forsøgte med både podcasts og musik i ørene, så var det mentalt virkelig hårdt. Jeg har lært om mig selv, at det som slider mest på mit humør, er ikke de stejle hårde bjergpas, eller føre som er så hårdt at jeg må trække cyklen. Faktisk så elsker jeg det, jo mere råt det bliver. Men det som får mit humør til at dale, er når ruten bliver kedelig, og når der er uendelige strækninger med vaskebrædt. Så føles det meningsløst at være der, og det føles som noget som skal overstås, uden at være forbundet med glæde. I de mørkeste stunder på dagen, begyndte jeg i mine tanker, at omdøbe løbet til Silk Road Washboard Race. Nogle af de andre ryttere forsøgte at køre helt ude på skulderen af vejen. Sommetider med det resultat at de røg i grøften, når de balancerede på en 10cm blød gruskant, for at undgå vaskebrædtets dybe bølger. Timothy, en ung fransk rytter, kørte cirka halvdelen af løbet med en forstuvet hånd, netop fordi han var røget i grøften.

Sidst på eftermiddagen tog ruten en uventet kurs. Den gik tværs over en mark, med meterhøje rapsplanter. Der var ingen sti at køre på. Hurtigt fandt jeg ud af, at der for hver ca 100m gik en dyb plovfure på tværs af ruten. Første gang var jeg ved at styrte, da jeg ikke kunne se plovfuren. Det var ikke første gang på ruten, at jeg stod og kløede mig lidt i nakken, og tænkte om Nelson mon nogensinde selv havde været her. Og det blev heller ikke den sidste. Men den var god nok, ruten gik tværs over marken. Efter nogle kilometer dukkede en grusvej op til højre for mig, og jeg kunne se en ende på markræset. Jeg var glad for jeg ikke var kommet her om natten, og kunne levende forstille mig hvordan det ville være at køre der i mørke, uden at kunne se plovfurene i den høje bevoksning.

I Naryn prøvede jeg at finde en cykelhandler. Folk henviste mig flere gange til bilværksteder, men de havde sjovt nok ikke cykelslanger. Min vurdering var, at de letvægtsslanger jeg havde med hjemmefra, ikke kunne holde godt nok hvis jeg fik brug for det, så jeg ville gerne have en anden reserveslange med. Endelig lykkedes det mig at finde byens eneste cykelsmed, som holdt til i et lille skur. Han havde masser af 26tommer slanger, med autoventiler. Vi kommunikerede lidt frem og tilbage, og til sidst fandt han en 29tommer i en stor bunke med brugte slanger. Men ventilen passede ikke. Det skulle dog ikke afholde ham fra at hjælpe, så han tog min ødelagte letvægtsslange, klippede ventilen af den og limede den på hans 29tommer slange. Voila, så var der en brugbar reserveslange og jeg kunne igen føle mig nogenlunde tryg i, at jeg kunne komme igennem resten af løbet, uanset punkteringer. Jeg havde kun et par lapper tilbage, så jeg spurgte efter et lappesæt. Han kom med en stor kasse med 100 lapper. Jeg forsøgte at købe 5 lapper, men det ville han ikke. Så jeg måtte finde plads i min framebag til 100 lapper og en kæmpe tube lim. Better safe than sorry.

Efter lidt frokost i byen, og en tur til købmanden, drog jeg afsted igen. Jeg ville ikke blive i scratch-city, for det kan godt blive lidt hængedynd at komme ud af byerne. Jeg kunne se på vores trackingside på nettet, at flere af de andre ryttere var i byen, så jeg skyndte mig afsted.

Efter et par timers hård klatring ud af byen, slog jeg lejr på et flot plateau, hvor jeg kunne se uvejret samle sig over de bjerge jeg skulle sigte mod imorgen. Men den tid, den sorg.

 

Dagens tal:

165km

1.860højdemeter

13timer undervejs

 

 

Dag 8

Igen idag stod den stort set på een lang klatring, op til Checkpoint 2. Hen over 120km skulle jeg øge ca 1.000højdemeter, men det skete hen over flere mindre toppe. Men det blev ikke dagens største udfordring, for en meget stor del af dagens kilometer, skulle forceres i strid modvind. Mine tanker gik tilbage til Patagonien, hvor Marie og jeg kæmpede mod vinden. Jeg prøvede at bruge denne tanke, til at minde mig selv om, at dette jo blot var en enkelt dag, hvorimod Patagonien havde været hver dag i flere måneder. Men her i Kirgisistan, var jeg efterhånden så udmattet, at modvinden fuldstændig smadrede mig. Det var en virkelig hård dag. Da jeg senere mødte nogle af de andre ryttere, fortalte de også, at dette havde været deres hårdeste dag i løbet. Jeg kunne mærke mine lunger arbejde på højtryk. Min hoste var taget til. Al energi føltes som om det for længe siden havde forladt den synkende skude.

Omkring frokosttid ankom jeg til en vejspærring, fordi jeg nu kørte ind i grænselandet mod Kina. Der var ingen problemer med at komme igennem, da løbsledelsen havde søgt om adgang for alle ryttere på forhånd. Så det var blot et spørgsmål om, at vagterne skulle finde mig i den håndskrevne bog. Stemningen var lettere trykket, men sluttede alligevel af med et smil, og nogle ord, som jeg tolkede som “god rejse”.

Herfra var det tydeligt at vi kørte ud i det fjerneste hjørne af det i forvejen sparsomt befolkede land. Landskabet lå urørt og råt hen. Intet sted var jorden dyrket. Men jeg kunne lide stemningen her. Det lugtede af eventyr. Vejen var ødelagt og svær at køre på, så det krævede stor koncentration.

Jeg ankom til Checkpoint 2, som er en lille yurtcamp, kl 17. Jeg havde lovet mig selv, at uanset hvor meget jeg havde lyst til at fortsætte samme dag, så skulle jeg blive der og sove, for at give min krop hvile, og forhåbentlig samle lidt kræfter. I yurten kunne man købe god varm suppe, og jeg fik to store skåle. Allerede der kunne jeg mærke hvordan det hjalp. Teen de serverede til, var også virkelig revitaliserende og ret hurtigt følte jeg mig langt bedre tilpas. Men jeg huskede på hvad jeg havde lovet mig selv, og spurgte om der var en ledig seng, i en af de små yurter. Det var der, og jeg flyttede ind hos en anden rytter, fra Sydafrika. Han var ret afkræftet, og havde været i Checkpoint 2, i 2 dage. Han lå nr 3-4 stykker i løbet, men fik en madforgiftning. Så nu var spillet ude for ham. Han var blevet lovet et lift tilbage til Naryn imorgen.

Jeg lagde mig til at sove et par timer.

Efter en god lur, gik jeg tilbage i den store yurt, for at spise aftensmad, omkring kl 20. Der var ankommet et par ryttere mere, og kort tid efter trådte Jakob ind ad døren. Jeg havde ikke set ham i et par dage, og gensynsglæden var stor. Også Tim, som vi kendte helt tilbage fra akklimatiseringen, ankom, og det blev en hyggelig aften med mere god mad, og maser af te. At se de andre ryttere samlet her, mindede mig om hvor hårdt det er at køre alene. Men et lille selskabsboost peppede mit humør gevaldigt op.

Tobias, den ene af de tyskere jeg mødte på Tosor pass, havde knækket sin saddelpind, 20km før Checkpoint 2. Sydafrikaneren tilbød ham at låne sin saddelpind, så han kunne køre videre, og sådan blev det. Sydafrikaneren fortalte også, at han var kommet til rapsmarken midt om natten, og var fløjet ud over styret, da han havde sat forhjulet i den første plovfure. Hans hjelm flækkede og hans aerobar knækkede.

Alle der kom ind i Checkpoint 2 den aften, var fuldstændig ødelagte af den hårde vind. Selvom det kriblede i kroppen for at komme videre, så blev jeg som lovet, en nat i yurten. Jeg må indrømme at det er hårdt at sove i teltet hver nat, så en nat i en varm yurt, var langt bedre end en kold nat i teltet.

 

Dagens tal:

121km

1.810højdemeter

10timer undervjs

 

 

Dag 9

Man skulle tro at det blev en dejlig nat med masser af søvn. Men som jeg lå i min søvnløshed natten igennem, gik det langsomt op for mig, at teen som jeg havde hældt ned i spandevis, var fyldt med koffein. I og for sig dejligt, bare ikke hvis man gerne vil sove tungt.

Vi havde aftalt med familien som drev yurt-campen, at der var morgenmad kl 6. Sådan gik det naturligvis ikke, og jeg var først afsted kl 7. Dog som en af de første.

Vi skulle cykle et par kilometer hen til foden af det som kaldtes “Old Soviet Road”, hvilket var en absurd stejl bakke, som de gamle sovietiske militærkøretøjer kunne pløje hen over. Men for os var det noget med at skubbe cyklen frem, tage to skridt, og så skubbe cyklen igen. Det tog sin tid, men var god opvarmning fra morgenen. Mens jeg gik på bakken, undrede jeg mig over at min cykel var begyndt at rasle. Jeg kunne ikke identificere noget som sad løst, og mysteriet blev større og større. På et tidspunkt blev det så stejlt, at jeg havde øret helt tæt ved forhjulet, når jeg skubbede cyklen. Og her gik det op for mig, hvad der var galt. Det var tubeless-vædsken i forhjulet, som var frosset til is, i løbet af natten, og som nu lå og raslede rundt inde i dækket. Det var lidt sjovt, men også lidt bekymrende, for de næste 10km var notorisk kendt for at være fyldt med pigtråd, som lå og gemte sig i græsset. Det skal lige siges at producenten opgiver, at vædsken skal kunne holde sig flydende ned til -28grader celsius. Det kan være der er trængt lidt vand ind i dækket, men det var alligvel tankevækkende. Der var ikke andet for, end at holde godt udkig, køre forsigtigt og håbe at jeg ikke punkterede med frossen sealant i hjulet. Heldigvis gik det fint, uden at køre på pigtråd.

Inden nedkørslen fra det store plateau, havde jeg et fantastisk syn af vilde heste, som gik og græssede over skyerne i dalen. Selvom man kører cykelløb, skal man huske at suge de smukke øjeblikke til sig.

Jeg fik senere at vide, at Steve, den anden af de to englændere vi mødte under akklimatiseringen, var styrtet på denne nedkørsel. En af hans tasker på styret, var raslet løs og var røget ind i forhjulet. Før han vidste af det, var han på vej ud over styret. Det var et grimt uheld, og hans ene hånd var svært medtaget, ligesom hans ene skulder. Efter han havde sundet sig lidt, og i erkendelse af at han ikke kunne få hjælp på denne strækning, steg han på cyklen igen og begav sig afsted. Det endte med han gennemførte løbet med de to skader, og kom ind på en super flot 14. plads.

Efter Old Soviet Road, gik ruten ca 80km ad Chinese Highway, som er en godt bombet grusvej med vaskebrædt, langs den kinesiske grænse. At kalde den for “highway” var endnu en af de sarkastiske overdrivelser, som det kirgisiske vejnet er fulde af. Langs med vejen stod et pigtrådshegn, for at holde folk ude af ingenmandslandet. Med kilometers mellemrum tårnede der sig vagttårne op ved hegnet. På sin egen måde var det et sjovt sted at være. Så langt væk fra alting, og så råt, samtidig med det emmede af gamle konflikter og soviettid. Jeg begyndte at holde af ruten igen, og idag skulle faktisk vise sig at blive en af de bedste dage i løbet.

På et tidspunkt drejede ruten fra, i et 90graders sving til højre. Jeg missede åbenbart vejen første gang, så da jeg var 50m forbi, vendte jeg om og kiggede nærmere efter. Der var et tørt flodleje, men ingen vej. Jeg prøvede at afsøge flodlejet, om det havde hjulspor, så det måske var selve flodlejet, der var ruten. Ingenting. Efter et par minutter valgte jeg at køre ud over marsklandskabet, hvor jeg så prøvede at krydse gps sporet et par gange, for at finde vejen. Til sidst måtte jeg erkende, at der ikke var nogen vej. Eller sti. Jeg brugte gps´en til at sigte efter en dal i bjergkæden længere fremme, og kørte så i den retning.

Efter lidt tid så jeg en prik i det fjerne, som bevægede sig på tværs af min retning. Det viste sig at være Jakub, en rytter fra Slovakiet. Han var stået af cyklen og gik og bandede højlydt. Da jeg kom frem til ham, spruttede han af raseri. “Har du måske set en vej?”, “Hvad faen har Nelson gang i?”, “Det her kan ikke være rigtigt, det er jo sindsygt”. Jeg prøvede at sige til ham, at jeg mente vi bare skulle cykle mod dalen i det fjerne, over det åbne landskab. Men han dyrkede sin egen vrede lidt meget, så jeg smuttede videre.

Da jeg nærmede mig foden af dalen, skete det samme igen. En anden cyklist kom kørende på tværs af min retning. Denne gang var det Dimitry fra Kazakstan. Han var lidt mere ydmyg og fortalte mig at han ikke havde råd til en gps, så han kørte hele løbet på voicenavigation på sin telefon, som lå nede i tasken og snakkede til ham. Men fordi der ikke gik en vej hen over marsken, kunne telefonen ikke fortælle ham, at han skulle dreje, så han havde kørt en stor omvej udenom. Dimitry og jeg begav os ind gennem dalen sammen.

Det blev ret hurtigt tydeligt, at det skulle blive et svært pas at tackle. Til at starte med fulgte vi en sti, langs en å. Men kort efter drejede sporet ind i en sidedal og vandrestien blev fyldt med store sten, så vi måtte skubbe cyklerne resten af vejen til toppen. Den sidste bid mod passet var ekstremt stejl, og stien fandtes ikke længere. Vi måtte gå i zigzag opad, og vende på steder, hvor vi var nogenlunde sikre på ikke at falde, eller tabe cyklen. Det var hårdt arbejde, men også sjovt og udfordrende.

Vi nåede toppen af Tash Rabat pass i 3.950moh, ligesom solen forsvandt bag bjergryggen på modsatte side. Nedkørslen på den anden side, så lige så stejl og svær ud som opkørslen havde været. Der var fyldt med løse skifersten, og vi måtte gå det første lange stykke ned. Først da det fladede lidt ud, kunne vi forsigtigt cykle mellem de store sten. Min teknik var bedre end Dimitrys, så jeg kom hurtigere fremad. Jeg kom ned til en flod, og skulle følge den længere ned ad bjerget. Jeg var hele tiden i tvivl om, hvilken af de mange kvægstier, jeg skulle vælge. Meget af tiden så det nærmest ud til at stien gik ude i floden. Det blev til et par krydsninger, indtil jeg langt om længe ramte en grusvej. Jeg vidste at der lå en yurt-camp på denne grusvej, og selvom det var fristende at fortsætte cyklingen nedad i mørket, så tænkte jeg på mit helbred og valgte at gå efter en overnatning i en varm seng. Det var en god beslutning, for der var god varm aftensmad. Dimitry dukkede op lidt senere og vi delte et rum.

 

Dagens tal:

135km

1.920højdemeter

13timer undervejs

 

 

Dag 10

Vi havde aftalt morgenmad kl 6 igen. Da jeg var klar til afgang, havde Dimitry problemer med sit pulleyhjul, som sad helt fast. Jeg spurgte om han havde brug for hjælp, men han takkede nej, og jeg hoppede på cyklen.

Vi havde overnattet i ca 3.000moh og jeg startede med at køre et par hundrede højdemeter ned, inden vejen igen snoede sig op over ca 3.350moh. Og så gjorde jeg det samme een gang til, ned i 2.750moh, op i 3.350moh. Og SÅ ventede der en fed lang nedkørsel. Det var en af de smukkeste udsigter i hele løbet. Dimitry hentede mig og vi havde en god lang nedkørsel sammen. En af løbets controlcars fulgte os og de fik skudt et par fede billeder af os sammen, for fuld blæs, ned ad bjerget. Vi kunne se hvordan vi havde forladt de rå bjerge, langt inde i Tian Shan, og var kommet ud til forbjergene, som var mere runde og havde smukke formationer efter eroderingen.

Ved frokosttid var jeg i en lille by for at proviantere. Lige ved torvet lå en restaurant med et kæmpe skilt, hvor der stod Big Burger. Det kunne selvfølgelig ikke undgå at udløse en trang til fedt og salt, så jeg gik indenfor og satte mig ned. Der var intet menukort, men tjeneren spurgte hvad jeg ville have, og jeg bad om en “Big Burger”. Hun nikkede indforstået og spurgte om jeg ville have pomfritter til. Jeg takkede ja, med et stort forventningsfyldt smil. Lidt senere fik jeg serveret en durumrulle med lidt skinke og salat. Ingen pomfritter. Jeg tænkte at sprogbarrieren nok havde sat en stopper for den saftige burger. Men både Dimitry og Jakub var også blevet lokket til af det store skilt. Begge bestilte store burgere med pomfritter, på russisk. Og fik en rulle med skinke.

Hos marskandiseren fandt jeg ekstra batterier til min gps, og fik en håndfuld Kurt med på vejen, af den søde ekspedient. Kurt er salte, sure, tørre ostekugler, som vistnok er mættede med energi. Men smagen er så vild, at jeg efter en enkelt var nødt til at smide resten i grøften.

Selvom løbet efterhånden havde gjort godt indhuk i min fysik, så kunne jeg alligevel, på en mærkelig måde, mærke at min krop var i bedring. Eller måske nærmere, at min krop efterhånden havde accepteret den nye virkelighed vi levede i. Det hjalp også på humøret at landskabet var smukt og teknisk krævende. Jeg var tilbage i mit es. Luften nede i 1.500moh var også væsentlig mildere for lungerne. Men efter en lang nedkørsel, kommer uundgåeligt en lang opkørsel. Resten af dagen gik med at komme tilbage i ca 3.200moh. Jeg var besluttet på at nå Checkpoint 3, som lå og lokkede for enden af en lang dag. I bunden af opkørslen mødte jeg igen Maxim, fra Kazakstan. Vi fulgtes lidt op ad bjerget. Men da vi nærmede os toppen, var kræfterne små, og Dimitry og Maxim kørte fra mig. Det var et mentalt nederlag, men jeg var sikker på de også ville overnatte i Checkpoint 3, så det trøstede mig.

Da jeg nåede passet, brød himlen ud i et sindsygt uvejr. Lyn flænsede himlen hver 30. sekund og tordenen rungede i bjergene omkring mig. Regnen begyndte at vælte ned, og de sidste 20km ned til Checkpoint 3´s varme yurt, tog en evighed. Til gengæld ventede der igen varm suppe og god mad. Og masser af te. Men denne gang havde jeg lært at styre mig og spare på koffeinindtaget, inden jeg skulle sove. Nelsons forældre, som hjælper med at organisere løbet, tilbragte også natten i yurt-campen, og de underholdte med lidt historier om, hvad der var sket i løbet indtil nu.

Vi sov allesammen i en kæmpe fælles yurt, med madrasser på gulvet. Ret hyggeligt, og dejligt varmt.

 

Dagens tal:

184km

3.585højdemeter

14 1/2timer undervejs

 

 

Dag 11

En del af filmcrewet var også i Checkpoint 3, og de ville gerne filme min afgang om morgenen. Jeg håbede de fik nogle fede droneskud af at jeg cyklede afsted, og forsøgte at fortrænge hvordan de havde jagtet mig rundt med et kamera, for at filme at jeg smurte buksefedt i rumpen. Det er nogle gode fyre, og jeg glæder mig meget til at se den film, de har optaget.

Efter et par timers cykling langs med Son Kul søen, drejede sporet ind i en dal. Jeg kunne ikke få det til at passe med min opfattelse af ruten, så jeg måtte lige stoppe op og orientere mig. Men den var god nok. De næste par timer gik således med at udforske “den hemmelige dal”. Det var superflot og krævende cykling. Der var lidt hike-a-bike, langs med en flod, hvor stien gik 30m over vandet, så det ville være et dårligt tidspunkt at træde forkert. Men hele dalen, og det lille pas, var en lille juvel på ruten, især fordi den kom fuldstændig bag på mig.

Efter den hemmelige dal, skulle jeg lige ned og tage tilløb til det sidste af de højeste pas, Kegeti pass, som ligger i ca 3.775moh. Det var netop her vi havde været oppe at akklimatisere og passet markerede for mig slutspurten på løbet. Jeg vidste at der var en lang nedkørsel på den anden side, og at der ikke ville være så langt igen, efter dette. Igen fik jeg et mentalt boost og følte mig godt tilpas i elementerne. Det var stadig hårdt, men kroppen havde accepteret tilstanden.

Da jeg nærmede mig den sidste heftige del af toppen mod Kegeti pass, indhentede jeg Andris, som jeg tidligere havde mødt. Vi skubbede vores cykler, hver for sig, op gennem de kæmpe sten som lå hulter til bulter. Der havde tidligere været en vej til passet, men den var vasket fuldstændig væk i et mudderskred. Nogle steder var der noget som mindede om en sti, men flere gange forsvandt den lige så pludselig, som den var opstået. Klokken halv otte om aftenen, en halv time før mørket falder på, stod vi i passet. Sidst jeg var her, var det klart solskinsvejr. Nu var her helt lukket til i tåge og regn. Under vores akklimatisering havde nogle af de andre ryttere diskuteret denne “opkørsel” til passet, og der var bred konsensus om, at man ikke skulle forsøge sig i dårligt vejr, eller i mørke. Så da vi stod i passet i regnvejr og tiltagende mørke, var jeg sikker på at vi lukkede passet for idag. Maxim og Dimitry var bag os. Og her mod slutningen af løbet, kunne jeg godt mærke mit konkurrencegen blive vækket. Det betød noget, om jeg kunne sætte nogle af de andre ryttere. Andris og jeg kørte gennem den silende regn ned ad bjerget. Jeg var glad for at kende nedkørslen og kunne holde god fart i lygtens skær. Alligevel ramte jeg et par gange store sten, som gjorde mig nervøs for fælgene. Andris, som ikke havde været her før, tog et par halvdårlige flodkrydsninger, med gennemblødte sko til følge. Og fordi han ikke havde noget telt, men kun bivybag, ville han gerne sove indenfor. Jeg var besluttet på at overnatte i teltet, så da vi kørte forbi et guesthouse skiltes vi, og jeg fortsatte et par kilometer mere. Det var fedt, for jeg kom ned i tørvejr og tykkere luft, hvor jeg kunne campere et sted, som jeg kunne huske fra akklimatiseringen.

Da jeg lagde hovedet på puden, var jeg glad for gode valg idag. Det gav ikke mening at køre længere, for jeg skulle proviantere hos købmanden i Kegeti næste morgen, og der var ingen grund til at stå og vente på de åbnede.

 

Dagens tal:

156km

2.900højdemeter

14 1/2timer undervejs

 

 

Dag 12

Da jeg vågnede, checkede jeg den hjemmeside hvor man kan se rytternes placering. Noget jeg ikke havde gjort ret meget i løbet, men jeg var tæt på målstregen nu og synes det var sjovt at se, hvem jeg kunne konkurrere med de sidste 2 dage. Til min store overraskelse så jeg, at Maxim var kørt over Kegeti pass om natten. Og ikke nok med det, så var han kørt forbi mit telt, ned i Kegeti by og havde overnattet der. Og endnu værre, så var han allerede oppe og afsted. Han havde åbenbart ikke været med til den konsensus om, at man ikke kørte over passet i dårligt vejr eller mørke. Det var virkelig stærkt kørt af ham, men jeg kunne mærke at jeg virkelig gerne ville slå ham. Jeg kom hurtigt afsted og fik overstået købmandsbesøget i Kegeti, I en fart.

I løbet af formiddagen blev jeg dog enig med mig selv om, at jeg ikke skulle jagte ham. Han havde fået et godt forspring, og jeg havde dårlige erfaringer med at køre for hårdt på. Så jeg fandt mig igen til rette i min egen rytme.

Omkring frokosttid nåede jeg frem til en vejspærring ved en guldmine. Igen vidste vagterne at der kom ryttere, men de skulle vente på en godkendelse til at lade mig passere. De tilbød mig drikke og frugt og mad. Jeg takkede pænt nej, flere gange. Jeg var propfuld fra den frokost jeg lige havde spist, og løbets regler siger man ikke må få hjælp af andre, men jeg endte til sidst med en karamel, som kompromis. først derefter blev jeg lukket gennem afspærringen og kunne cykle gennem mineområdet. Det var lidt syret at se hvordan stedet var fuldstændig kinesisk styret. Der var ikke en eneste kirgiser at se, kun kinesere. Uden at komme med for mange politiske udsagn, så gav det en dårlig smag i munden, for der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor lidt Kirgisistans økonomi får ud af Kinas minedrift her.

Efter minen skulle jeg forcere et lille pas og krydse en kæmpe hovedvej, inden den sidste lange, seje opkørsel, mod det sidste pas. Min plan var at komme op til en lille sø, som skulle være meget smuk, og overnatte der. For så at tage passet og nedkørslen til målstregen imorgen tidlig.

På den anden side af hovedvejen, så jeg en rytter stå ved et vejskilt. Det var Maxim. Jeg kunne næsten ikke forstå hvordan det var lykkedes mig at indhente ham. Han kan ikke engelsk, og jeg kan ikke russisk, så jeg forstod ikke hvad han sagde. Men han var tydeligt utilfreds, som altid. Først senere fik jeg at vide, at han var kørt forkert ved minen. Og selvom han havde taget en genvej, havde han rodet så meget rundt, at han havde tabt en masse tid. Det var også først senere jeg fandt ud af, at Maxim var stillet op med en makker. Men makkeren kunne ikke gennemføre, og var stået af tidligt i løbet. Maxim var fortsat solo, på trods af at det var hans makker som havde styr på navigation. Derfor var der en del andre ryttere, som kunne underholdende historier om, at de havde mødt en frustreret Maxim, som ikke kunne finde vej. Og sidst, men ikke mindst, så var det også Maxims makker, som havde teltet. Det havde tvunget Maxim til at køre efter overnatninger indenfor, og derfor havde han måske kørt en lidt mere ujævn rytme, end han ellers ville. Alt i alt siger det noget om en sej sjæl, som gennemførte løbet på trods af modgang. Men alt dette vidste jeg ikke noget om nu her, hvor jeg blot prøvede at ryste Maxim af mig, på vej op mod det sidste pas i løbet.

Vi overhalede hinanden et par gange op ad bjerget. Nogle gange havde Maxim taget en anden sti, og dukkede pludselig op foran mig, når jeg troede han var bagved. Jeg blev mere og mere indebrændt, og havde bare lyst til at sætte ham af.

Det sidste pas bestod egentlig at 3 små toppe, inden den sidste store top. Ca 25km før den højeste top var terrænet så ujævnt, at vi måtte af og skubbe cyklen. Da vi nåede den første af toppene forsvandt stien ud i den blå luft. Det var blevet tusmørke og foran os lå en virkelig stejl bevokset skråning. Jeg har god teknik fra mountainbike, og begyndte en forsigtig nedkørsel. Maxim var lidt langsommere, og måtte gå en del af vejen ned. Da jeg nåede bunden, udnyttede jeg mit lille forspring og skubbede cyklen så hurtigt jeg kunne op ad den næste stigning. Når jeg siger “så hurtigt jeg kunne”, var det nok med 2-3km i timen, for stien var tæt bevokset og cyklen skulle skubbes gennem lave buske, og over masser af store sten. Da jeg nåede toppen, kunne jeg se Maxim stå i bunden, med sin pandelampe. Pludselig kunne jeg høre ham bande og råbe. Jeg var i tvivl om han var kommet til skade og stod et øjeblik. Men jeg kunne mærke at det var hans sædvanlige dårlige humør der talte, så jeg smuttede over bjergkammen, og startede en nedkørsel af et virkelig teknisk singletrack.

Det var blevet helt mørkt nu og det spor som ville have været virkelig sjovt på en fullsuspension mountainbike i dagslys, var nu pænt udfordrende på en tungt pakket hardtail, i skæret fra forlygten. Men det gik fint og nede i bunden ramte jeg et lidt fladt stykke, hvor stien blev ved med at forsvinde for mig i mørket. Jeg var drevet af at lægge afstand til Maxim, så han ikke igen kunne overhale mig i ly af mørket. Da jeg ramte den sidste opstigning, til Final pass, formede sig en tanke i mit hoved. Istedet for at campere, som jeg havde planlagt, kunne jeg køre igennem og nå frem til målstregen, midt om natten. Hvis jeg var inde, inden kl 04.23, ville der stå 11dage, istedet for 12dage, på mit brevetkort. Jeg ville være sikker på hvor jeg havde Maxim. Jeg havde også en ide om, at jeg ikke havde presset mig selv hårdt nok i løbet, for at holde lungebetændelsen i skak. Så hvis jeg skulle have en fornemmelse af hvor langt jeg kunne gå, så var det sidste chance. Og sidst men ikke mindst, så tænkte jeg, at hvis jeg kommer i mål i nat, så er det jo egentlig ligegyldigt hvor smadret jeg er imorgen. Disse tanker løb i cirkler i mit hoved, under den sidste opstigning. Jeg kunne godt lide tankerne, og jeg befandt mig et godt sted mentalt. Men samtidig var det også den sværeste opstigning i hele løbet. Først efter løbet fandt jeg ud af, at det ikke bare var mig, som ikke kunne kunne køre den. Selv Sofianne, som vandt løbet, havde brugt 8timer på at gå til toppen. Men i løbet af natten var jeg meget i tvivl om jeg var helt uden for ruten, om der burde være en sti, om Nelson mon nogensinde selv havde været her. Jeg kan huske, at da jeg passerede det sidste hus, mistede jeg stien fuldstændig, indtil lige før toppen. Efterfølgende har jeg set et billede af nogle andre ryttere, som går på en fin lille sti fra huset, og til venstre i billedet kan man se de kæmpe stenblokke, som jeg kæmpede mig igennem.

Igennem natten vekslede jeg mellem at tro på, at jeg kunne nå min egen fiktive tidsgrænse, og fuldstændig at miste troen. Som f.eks, da jeg endelig havde fundet vejen igen, efter timevis i sumpet, stenet, ufremkommeligt terræn, for så at punktere igen, lige før toppen. Det var ikke en svær lapning, men trætheden begyndte at sætte sig, så det tog noget tid. Kl 1 om natten fik jeg endelig en stor stendynge i lygtens skær, som markerede toppen af passet. Det tog ca 9 timer at gå de 1.500 højdemeter til toppen.

Jeg troede igen på at komme over målstregen, inden kl 4.23. Der var trods alt kun en nedkørsel, og så 25km asfalteret vej, imellem mig og det varme måltid mad, som man kan få 24/7 i alle checkpoints. Men det skulle snart blive helt tydeligt, at også nedkørslen var hård og teknisk svær. Ikke nok med at den var fyldt med kæmpe sten, som hvert øjeblik truede med at smadre en fælg, så var ruten lagt med masser af små opkørsler. Jeg var efterhånden godt tappet for kræfter, og hver gang stien bugtede sig op i terrænet igen, var jeg ved at miste modet og troen. Til sidst fladede ruten dog ud, og pludselig kørte jeg på fine grusveje, med et let fald. Hastigheden kom hurtigt op på 35km/t, hvilket var passende i nattemørket. Jeg stoppede for at spise lidt hurtige snacks og kiggede igen på uret. Jeg regnede igen på farten. Selvom jeg næsten havde opgivet at komme ind inden 4.23, fandt jeg ud af, at hvis der ikke kom flere uforudsete hændelser, så burde jeg kunne nå det med en tæt margin. Jeg satte afsted igen og nød den høje fart. Dog lidt for meget. For pludselig, for enden af lyskeglens skær, så jeg en mørk skygge på tværs af vejen. Jeg hamrede bremserne i, men kunne se at jeg ikke kunne nå det. Nogen havde gravet en grøft på ca en halv meters bredde, tværs over vejen. Og den var næsten en halv meter dyb. Normalt ville jeg have bunnyhoppet den, men jeg var så træt, og tænkte så langsomt, at jeg kørte forhjulet ned i grøften, og fløj ud over styret. Mega sur på mig selv over kørefejlen, og sur på hvem der end havde gravet grøften, fik jeg børstet støvet af og checket cyklen. Styret var drejet lidt, men jeg gad ikke bruge tid på at rette det, så jeg fortsatte. Efter få kilometer ramte jeg asfaltvejen, og herfra var der kun 25km til Balykchy, hvor målstregen var. Det er de længste 25km flad landevej, jeg har cyklet i mit liv.

Klokken 4 om morgenen trillede jeg ind i en helt tom og sovende by. Jeg cruisede de sidste par kilometer ad de små gader, frem til det hotel, hvor målstregen var, og hvor jeg vidste Marie ventede på mig. Da jeg rundede det sidste hjørne, kunne jeg se to silhuetter stå ude på gaden foran hotellet. Det var Nelson og Marie. Det var en virkelig dejlig modtagelse,  og jeg var mega glad for at min kæreste havde holdt øje, og var stået op midt om natten, for at tage imod mig.

Kl 04.07 fik jeg det sidste stempel i mit brevetkort, og min officielle tid blev 11dage 23timer og 44minutter. Dermed var jeg den første dansker til at gennemføre Silk Road Mountain Race. Og jeg vandt også min egen lille konkurrence om at komme ind under 12døgn. Min placering i soloklassen blev nr. 21. Jeg havde hjemmefra sat et succeskriterie op, som hed at gennemføre løbet. Men jeg havde et hemmeligt håb om at nå ind på 13 dage. Så alt i alt var jeg mega glad og stolt over min egen præstation.

 

Dagens tal:

222km

4.585højdemeter

21timer undervejs

 

 

7.

Afslutning

Da jeg kom ind om natten, var køkkenet selvfølgelig lukket. Så selvom jeg havde sprunget aftensmaden over og levet af snacks det seneste halve døgn, så måtte jeg gå sulten i seng, og vente på morgenmaden. Der blev der til gengæld taget revanche, med pandekager, risengrød og masser af frugt.

De næste par dage var virkelig specielle. De kan bedst sammenlignes med at være på festival. De ryttere som var kommet ind, hang ud i hotellets have og vi delte historier, mad og øl. Det bekræftede mig i, at en af de største ting jeg har fået ud af løbet, er kammeratskaber med andre ligesindede. Især venskabet med Jakob, sætter jeg stor pris på. Det var sjovt og berigende at have en anden rytter tæt på os, under hele forberedelsen, som forstod alt hvad der foregik, og som gad snakke udstyr og træning i timevis.

Efterhånden som dagene gik, kom der flere og flere gode historier ind over målstregen. Den bedste af dem alle, var nok Martin, som var gået de sidste 200km. Kasettehuset på hans baghjul, var gået istykker, så hjulet trak ikke, når han trådte i pedalerne. Men han kunne se at hans tidsplan var ok, så han valgte at gå det sidste stykke, på 200km.

På 15. dagen var der afslutningsfest om aftenen. Det var en samling trætte cyklister, klædt i fjollet tøj, fra det lokale marked, som fyldte sig med øl og mad. Det var hyggeligt, men næsten uoverskueligt for de fleste, og kun få festede til den lyse morgen. De sidste 3 ryttere, indenfor tidsgrænsen, kom mens festen var godt igang, og fik dermed nok den mest festlige modtagelse af alle.

 

Ud af de 98 ryttere der stillede til start, gennemførte 52. Enten som solo, eller som par.

 

 

8.

Refleksion

Det var mit første bikepackingrace og læringkurven har gennem hele forløbet været stejl, men sjov. Det er underligt når man krydser målstregen, for der er en træt og tom følelse i kroppen. Men som tiden går, efter løbet, så ser jeg tilbage på det som en stor oplevelse, og noget jeg gerne vil gøre igen. Mest fordi jeg tænker, at jeg kunne være endnu bedre næste gang. Det er de tekniske og ekstreme løb som tiltaler mig og der er et par stykker i kikkerten.

Men jeg ved også med mig selv, at mit hjerte brænder for eventyret. Der er stor forskel på de ture jeg kan køre med Marie, hvor vi tager os tid til at udforske, til at møde folk, og til at suge indtrykkene til os, og så på de løb hvor det handler om at bide tænderne sammen, trykke til i pedalerne og smyge sig hurtigst muligt udenom de lokale. Så bikepackingraces kommer aldrig til at erstatte eventyret.

Men mon ikke der er plads til begge dele i livet.

 

 

9.

Silk Road Mountain Race Gearliste

Jeg ville sikkert lave mindre justeringer på mit udstyr til næste løb. De handler mest om at få endnu mere letvægtsgear. Og undvære et par småting. Men alt ialt var jeg godt tilfreds med setuppet.

Herunder har jeg indsat en liste med de ting jeg havde i udstyrspakken:

 

Papirer

Cuesheets – med beskrivelse af rute

SRMR Brevet

Pas

Visa kort + mastercard

Kontanter

 

Cykel

BenBen custombygget titanium hardtail mountainbike

29tommer. i35mm carbon fælge

Son Dynamonav

Maxxis Ikon 2,35

30T chainring

10-50 kassette

Aerobar

Barends inde ved bremsegreb

Spd pedaler

 

Tasker

Framebag

Seatbag

Frontroll (Stropper til aerobar)

Stor top tube bag

2 Feedbags

Jerrycan.

Osprey Talon grøn rygsæk med drikkesystem. Blære+filter

 

Cykletøj

Hjelm

Solbriller. POC

Scott Trail cykelsko

Tykke merino sokker

Tynde merino strømper

Vandtætte strømper

2 Bibs. Pearl Izumi

Ekstra ben. Gripgrab

Grib grab hue

Handsker. Specialized korte, 3M tykke.

1 merino jersey. Hansens is.

1 fleece windstopper. Endura

Merino buff

 

Regntøj

Goretex mittens. black diamond.

Regnbukser. Vaude

Regnjakke. Arcteryx

Skoovertræk. Gribgrab

 

Sovetøj

1 Merinoboksere

1 Merino langærmet

3/4 fleecebukser

Fiberjakke med hætte. Patagonia.

 

Sovegear + telt

Sovepose (Sea to summit spark 2)

Liggeunderlag. Therm-a-rest. Neo air. X therm.

Hovedpude

Telt – MSR carbon reflex. 1pers.

 

Værktøj

Klud

Kædeolie

Eger nøgle

Multitool

Pumpe

Leatherman squirt

Dækjern

2,5mm allen key

4mm allen key (bremser)

Kratter til tubeless huller

 

Reservedele

Lappegrejer

Lapper til dæk + lim

Dynaplug tool + ekstra plugs

4 strips

2 slanger

Elektriker tape

Gaffatape

4 Eger. Universal længde

Geardrop

Fiber fix eger repair

4 sæt bremseklodser

Chainlinks

Nål og stærk tråd (også til at sy tasker og tøj)

5stk Store sikkerhedsnåle

Tyre boots

Ekstra bolte specifikke

1 Klampe + skruer

Reparationsrør til teltstang

Tear aid

 

Elektronik

Telefon med Kirgisisk simkort

GPS (Garmin Etrex 32x)

Powerbank 10.000mah

Usb oplader til dynamo

Diverse kabler. iPhone. lille usb. garmin.

Hovedtelefoner på snor

3x2stk AA batterier (gps)

2x3stk AAA batterier. (Pandelampe)

4stk AAA. (Spottracker)

 

Lys

1 headlamp

1 baglygte

1 Klite forlygte

 

Køkken

3l Vandblære med slange + filter

3l ekstra vandblære

0,7l Drikkedunk (til elektrolytter)

Brænder

Lille gryde. 0,6l 

Spork TI

Tændstål/ lighter

2x100ml gas

 

Ernæring

2 dages Morgenmadsmix

6 Frysetørret måltider

Gel/ Vingummier

Energibarer. 6stk

Elektrolytter. 2 rør

Proteinpulver. 10scoops

Proteinbarer. 6stk

 

Diverse

1 ekstra rem

Lille gerber lommekniv

Lille superglue

Buksefedt

Lille smule vaskepulver

Toiletspade

 

Toiletsager

20sæt Kontaktlinser

Lille sæbe

Solcreme

Læbepomade

Wet wipes

Tandbørste

Tandpasta

Tandtråd

Toiletpapir i plasticpose

 

Førstehjælp

Spaceblanket

Alcowipes

1 Plastikhandske

Kompression

Forbinding

Rulleplaster

 

Medicin

Discilin. Stafilikokker

Pancilin

Azithromycin. Antibiotika

Ipren

Panodil

Imodium

Micropur

Fucidin salve

Koffeinpiller

 

 

 

Kommentarer