Kender du typen? TV-programmet hvor et par ‘antropologer’ er på besøg i en kendt danskers hjem, og prøver at gætte hvem der bor der.

Sådan har vi det lidt idag. Vi går rundt i et tomt hus og kigger på alle genstandene, som siger noget om ejermanden. Her er en udstoppet bjergged, en stor himmelseng i træ, et sofabord med gamle pistoler under en glasplade og hele den ene væg i stuen, er eet stort vindue ud mod Montanas bjerge. Men vi behøver ikke at gætte, hvem der bor her, det ved vi allerede. Vi er hjemme hos Dawn Henriksen Barnes. Hun har danske rødder, og har flere gange været i Danmark for at finde sin familie. Hun er et typisk eksempel på en efterkommer af de immigranter, som kom til North Dakota, fra Danmark, i slutningen af 1800’tallet. Nu er hun flyttet til Helena, Montana, fordi hun elsker bjergene. Vi ved at hun er en aktiv kvinde. Hun står på ski, og har været leder af de frivillige ski patrollers på Big Sky resort, det største skiområde i USA. Vi ved også hun har løbet en maraton på hver af de 7 kontinenter. Hun 65år og planlægger at tage til Frankrig til efteråret, for at cykle en del af den pilgrimsrute, som går fra Canterbury i England til Rom i Italien. Hun er åbenlyst en speciel kvinde.

Men hun er ikke hjemme.

Alt det ved vi, fordi vi har talt med hende i telefon flere gange.

Da vi skrev til Dawn, igennem Warmshowers netværket for langturscyklister, for et par dage siden, og spurgte om hun havde tid og lyst til besøg af os en enkelt nat, så ringede hun op med det samme og sagde “Ja”, men at hun desværre ikke var hjemme. Alligevel gav hun os adressen til huset, koden til hoveddøren, og besked om at der var is i fryseren. På den måde er Dawn ikke bare et eksempel på en efterkommer af en imigrant fra Danmark, men også et eksempel på den ekstreme gæstfrihed, vi har mødt i USA.

Sidste blogindlæg fra Mexico, sluttede nok med en lidt ængstelig indstilling til, om folk nu også er oprigtigt søde og imødekommende i USA, som vi havde vænnet os til gennem vores rejse frem til nu. Men vi må indrømme at USA har taget prisen for størst gæstfrihed over for os.

Vi er i Montana. Vi har cyklet på langs af stort set hele USA nu. Hvis vi cyklede den lige vej, så var der 500km til grænsen til Canada. Men vi cykler aldrig den lige vej. Km tælleren står på 22.500km, der er ca 7.000km endnu til vi når målet, i Prudhoe Bay, Alaska.

Vi har været i USA i næsten to og en halv måned. Texas, New Mexico, Colorado, Utah, Wyoming og Montana. Vi har set landskabet ændre sig fra den flade prærie til de vildeste røde sandstensklipper i mærkelige formationer, til enorme granskove og til granitbjerge med sne på toppen. Og vi har mødt mange søde, sjove, finurlige og varme mennesker.

Allerede da vi kørte ind i Texas gik det løs. Manuel stod ved landevejen og solgte pecannødder, som han dyrkede i sin baghave. Det var nu ikke så meget pga. pecannødderne, vi stoppede. Men når man ser en cowboyhat krone en mand med hvidt cykelstyr-overskæg, afklippet T-shirt, stort bæltespænde, en revolver i bæltet, jeans og cowboystøvler, så trykker man på bremsen og lader mundtøjet op med tusind spørgsmål. Manuel har boet her i Texas de seneste 30 år. Man kan vel sige, at han flygtede her til. Han var en skidt knægt tidligere, han drak, tog stoffer, havde affærer og opførte sig dårligt. Men som det sker for mange, oplevede han at Jesus kom ind i hans liv, og fik ham på ret køl igen. Han flyttede til Texas med sin kone. Faldt til ro. Oprettede en lille kirke. Og begyndte at dyrke lidt håndværkskunst, som han sælger sammen med pecannødderne.

Iblandet alle vores spørgsmål og interesse i at lære Manuel at kende, holdt en bil ind til siden og ud stiger en ældre herre, klædt i 2. verdenskrig uniform, fra top til tå. Hele samtalens karakter ændrer sig og alle bliver tiltalt Sir (dog undtagen Marie). Soldaten spørger om vej til kirkegården. En anden bil holder ind, og en anden 2. verdenskrigssoldat stiger ud og alting bliver utroligt surrealistisk. Der bliver fremvist skydevåben, og de fortæller at en af deres soldaterkammerater skal begraves idag. Vi får lov at tage et billede, af de to flotte uniformerede mænd, inden de kører afsted i kortege. Manuels kone er nu kommet ud og inden vi drager videre på vores færd, giver de os en bøn med på vejen. Vi stiller os i rundkreds, lukker øjnene, mens Manuel fremsiger en messende bøn, hvor konen understreger og gentager ønskerne om en tryg rejse for os. Det var et meget rørende øjeblik og det varmede vores hjerter at vildt fremmede mennesker ville gøre sig så umage med at påkalde beskyttelse over vores rejse.

Det var første dag i Texas.

Vi er tilbage i den vestlige kultur. Det er tydeligt. Vi kan få alt hvad vi har brug for. Og endnu mere som vi ikke har brug for. Her er overflod i en grad som er helt ubegribelig og til tider usmagelig, især når man kommer direkte fra et år, i væsentligt fattigere lande.

Vi møder tusindvis af motorhomes på vejen. Store kassebiler, med udtræk i siderne. Hvis man forestiller sig en almindelig dansk campingvogn og ganger den med 3-4 stykker. Så har man en typisk amerikansk campingvogn. Eller et motorhome. Da vi så de første, talte vi om at i Mexico ville det typisk være en bus, der kunne sidde 50 mennesker i. Her er det en sommerferiebekvemmelighed for 2 mennesker. De største campingvogne, vi har set, har 6 hjul. Og bliver typisk trukket af en 4hjulstrækker med dobbelt bagaksel. Dvs. 6 hjul mere. Så det er mere eller mindre 3-4 ton på tolv hjul, som skal trækkes på tværs af landet, for at to mennesker kan holde lidt ferie. Dertil kommer at stort set alle har enten en ekstra bil, eller en trailer med et terrængående køretøj, på slæb efter hele cirkusset.

Kontrasten til vores rejse er til at få øje på. Den er ca. lige så stor som miljøsvineriet der hører til.

Generelt set, så er mange ting bare større i USA. Egentlig giver det god mening at vaskepulver, mælk, og kager er i større pakninger. På den måde sparer man trods alt lidt emballage og større kager har jo sine åbenlyse fordele.

I Moab boede vi bl.a. hos Teri Ann. Endnu en Warmshowers vært. Men en speciel een af slagsen. Vi syntes hun havde en sjov profil, og vi henvendte os til hende. Først senere hørte vi hende omtalt som ‘crazy desert woman’, hvilket måske passede meget godt. Teri Ann var meget farverig og kreativ og havde bygget et hus til sig selv, som var vildt indrettet med masser af mosaik og kunst. Hun havde også nogle vilde venner. Hver tirsdag mødtes de for at bowle, og vi blev inviteret med. Inden bowlingen var vi dog lige omkring en af pigerne i slænget, som hjemme i trailerparken, inviterede på tequilashots.

Mens vi sad der med tequila med kanel og appelsin, fortalte de om Erik, som ejer bowlingcentret. Erik er dansker, og alle glædede sig til at vi skulle møde ham.

Vi tog til bowlingcentret fulde af forventning og som det sig hør og bør, så bestilte vi en øl i baren. Vi faldt i snak med den unge bartender, som spurgte hvor vi kommer fra. “Danmark”, sagde vi, hvortil han svarede “Skal du ha tæsk?”. Først måbede vi, og så grinede vi. Det viste sig at være sønnen til Erik. Det eneste sønnen havde lært på dansk, var at sige “skal du ha tæsk?”. Far Erik må have ment, at det var det mest nødvendige, for at kunne klare sig overfor fætre og kusiner, når de rejste til familiesammenkomster i Danmark.

Og så kom Erik endelig ind ad døren. En ældre herre med cowboyhat og overskæg, et frækt glimt i øjet og skævt smil på læben. Vi spurgte ham selvfølgelig, som det første, om han skulle ha’ tæsk.

Erik flyttede med sine forældre til USA, da han var 8 år gammel. I virkeligheden hedder han ikke Erik, men som han sagde på klingende midtjysk: “Jeg hedder faktisk Keld! Men amerikanerne kan ikke sige Keld, så nu siger jeg bare, jeg hedder Erik”.

Et tema på vores tur, er efterhånden blevet at møde ældre mænd på cykel. I Fort Stanton, i Texas, mødte vi således Bill. Vi havde brug for lidt wifi og en kop kaffe, og svingede cyklerne ind forbi mcDonalds. Udenfor holdt en turcykel parkeret, og allerede gennem ruden, kunne vi spotte ejermanden.

Bill er en herre på 81 år, som satte sig på cyklen i San Diego, for at cykle på tværs af USA, til Florida. Man kan hvad man vil. Han syntes dog selv, at han havde valgt den lette løsning, han boede nemlig ikke i telt, men tillod sig at sove på moteller. Vi synes nu, at det er ok, man tager sig den slags friheder, når man er 81.

I Moab mødte vi svenske Lars. 69 år gammel. Han er pensioneret læge og bruger stort set al sin tid på cykelrejser. Han er typisk hjemme 2-3 uger, for at planlægge den næste tur, på ca 2-3 måneder, ude i verden. Vi inviterede Lars på aftensmad og nød hans selskab. Vi talte bl.a. en del om bikepackingruten ‘The White Rim’. En rute som kræver speciel tilladelse, hvis man vil campere, og alle tilladelserne var udsolgt, langt ud i fremtiden. Vi ville gerne have kørt ruten, men ville ikke fuske med indgangen, eller risikere bøden ved at blive opdaget.

3 dage senere kunne Lars berette på de sociale medier, at han havde cyklet en god del af ruten. Vi siger ikke, at han havde fusket sig ind. Vi siger bare, at vi kunne ikke få en tilladelse. Men det er virkelig sjovt og skønt, at gå-på-mod ikke har nogen alder.

Man tager ikke til USA, uden at gå ind i en våbenforretning og spørge til lidt forskellige gøbbejern. Så da vi en kold formiddag i det sydlige New Mexico, kørte forbi en forretning med ‘Guns’ proklameret på skiltet udenfor, drejede vi selvfølgelig cyklerne af vejen og trådte ind i varmen.

I den lille hyggelige forretning kunne man købe fiskegrej, campingudstyr, kaffe og våben. Der var både rifler, shotguns, pistoler og revolvere. Det var mand og kone, som havde butikken. Konen stod bag disken og var nem at falde i snak med. Vi spurgte, om vi kunne købe en revolver, som vi kunne få med ud af døren med det samme. Hun var en smule i tvivl, fordi vi ikke var amerikanere. Vi kiggede lidt på papirarbejdet det krævede, men jeg er sikker på, at hvis vi havde kildet hende lidt, så kunne det nok have ladet sig gøre. Men vi lod den ligge og prøvede istedet at få fisket lidt geværer ned fra hylderne. Og sådan gik det til at vi stod og fægtede lidt uvant, med et hjemmebygget haglgevær, med 18skuds magasin, inde i butikken. Hun blev kun lidt sur, når vi kom til at pege på hinanden med gøbben. Hendes mand fabrikerer haglgeværene i værkstedet bag forretningen, og de var ret stolte af dem. Det var tydeligvis ikke et jagtvåben, men helt sikkert beregnet til mere tvivlsomme formål, set med danske øjne.

Vi talte lidt om våbenloven, de seneste skoleskyderier, og følgende demonstrationer i USA. Hendes holdning var naturligvis, at alle havde brug for et våben. Og som hun sagde: “Det er jo et problem, når de der ekstreme, venstreorienterede lærere står og fortæller eleverne, at hvis der ikke findes våben, så kan man ikke skyde hinanden”. Vi kiggede målløse på hinanden og kunne ikke finde et passende svar i situationen. Somme tider kan vi godt finde på at presse folk, vi taler med, lidt på deres meninger, men her var det ikke så passende, og taktikken var at snakke efter munden. Sådan lærer man også meget om folks holdninger. Hun var dog det mest venlige menneske, og vi følte os godt tilpas i forretningen. Selvom vi talte om kontroversielle emner, var hun bare sød og imødekommende.

Vi er cyklet igennem ‘Det Vilde Vesten’ med vilje. De fleste cyklister, som cykler fra Alaska til Argentina, cykler gennem Californien, fordi det er kortere, og nemmere, og solen altid skinner. Vi har begge været der. Og vi ville gerne opleve mere af det ‘rigtige’ Amerika. Vi ville gerne lidt ud på landet. Derud hvor folk har stemt på Trump, for at se hvordan folk er her. Og det har ikke skuffet os. Folk har været ekstremt søde. Og ingen har overgået Uncle Jim.

I den lille by Farson, Wyoming ligger en isbutik, som er kendt vidt omkring, for sine kæmpe hjemmelavede isvafler. Så allerede da vi kørte fra Fruita, 2 dage fra Farson, vidste vi, at vi skulle gøre holdt ved den isbutik. Men det kom til at gå væsentlig anderledes end vi havde forventet.

I den endnu mindre by Eden, 5km før Farson, ligger nemlig en café. Eller det er måske nærmere en bar. Et lille undseeligt blåt træhus. Et af den slags steder, som man enten kører forbi uden at ænse det, eller som man stikker hovedet ind forbi, fordi man fornemmer at der kunne gemme sig en sjov oplevelse bag de blå vægge. Vi gjorde det sidste.

Indenfor i mørket stod et billardbord, de brune trævægge var overplastrede med ølreklamer i billedrammer, baren var så lang at der kunne sidde tyve mand. Men alt dette lagde vi ikke mærke til, før senere, for det som strålede os i møde, og fangede vores udelte opmærksomhed, var Uncle Jim og Faith. De sad på hver deres barstol, med ansigterne vendt mod os, de fremmede, og råbte nærmest i munden på hinanden. “Velkommen. Hvor kommer I fra. Hvad laver I her. Kom ind og sæt Jer. Hvad skal I have.” Osv. osv.. De var svært begejstrede for selskabet der kom ind ad døren og samtalen gik stærkt, på kryds og tværs af mennesker og bardisk. Vi fik en kop kaffe og snakken fortsatte livligt. Uncle Jim havde fået en hjerneblødning for et par måneder siden, og mistet lidt hukommelse og lidt tale. Men det gjorde ikke noget, for pæren var stadig iorden. Da vi spurgte om hans navn, svarede han, at vi formodentlig gerne ville høre hans motorcykelnavn? Selvfølgelig. Og det var altså Uncle Jim.

Faith hed bare Faith. Og det var hun stolt af. Hun var nabo til Uncle Jim, og kørte ham til check hos lægen i en by langt væk. Men som altid havde de afsat god tid, taget madpakke med, og nu sad de her og fik en lille een til kaffen.

Uncle Jim skulle ud og ryge, og lokkede Kenneth med. Ude på trappen, foran det blå træhus, snakkede vi om løst og fast. Uncle Jim ville gerne betale for en overnatning og en middag for os, i Farson, for der havde hans tante et motel og en restaurant. Klokken var 10 om formiddagen, og vi syntes det var lidt tidligt at stoppe cyklingen, og det var også et noget overvældende tilbud. Enden på det hele blev at Uncle Jim inviterede os på frokost istedet. Og vi takkede ja. Planen var at han ville køre hen til sin tante og lægge nogle penge for vores frokost. Jeg bad om, at han så bestemte den mad, vi skulle spise, og det ville han gerne.

Vi gav hånd og det var en aftale. Inde på baren takkede vi for kaffe og fik bartenderen til at tage et billede af os.

Ude på trappen igen, stak Jim noget i lommen på mig og klappede mig på skulderen med et indforstået blik, mens han spurgte, om jeg vidste hvad ‘vicariously’ betød. Det betyder at leve igennem en anden, og det følte han, at han gjorde. Han ville ønske, at han selv havde gjort det, vi gør, så derfor ville han gennem sin gæstfrihed leve lidt af vores eventyr. Vi er kun glade for at kunne dele det med ham.

Vi sagde farvel og takkede for hans generøsitet. De kørte afsted mod Farson i bil, og vi pegede cyklerne samme vej.

Vi talte om, hvor stort det er af et menneske som ham, at byde på en frokost. Og at det er selve handlingen der varmer, og det at få den oplevelse at tale med de to var fantastisk. Frokost eller ej.

I Farson holdt deres bil stadig foran restauranten. Ude foran stod Faith og tog imod os. Det første hun sagde var, at de havde lagt penge i isbutikken så vi kunne gå derhen bagefter, og få en is. Og dernæst, at hun ville droppe madpakken, så vi kunne spise sammen på restauranten.

Fantastisk. Vi gik indenfor og fandt levemanden Uncle Jim, i færd med at underholde den unge tjenerinde.

Der blev bestilt burgere til alle, og vi spiste og hyggede os stort. Faith og Uncle Jim tog gas på hinanden hele tiden, og de virkede nærmest som et gammelt ægtepar, som havde humor som en god, stærk lim. De var fantastiske at være sammen med. Der blev sat æblekage på bordet til dessert, og de evigt sultne cyklister spiste selvfølgelig op.

Endnu en gang fik vi sagt et varmt og kærligt og taknemmeligt farvel til de to, inden vi gik til isbutikken, for dessert nummer 2. Og SÅ var vi også så propmætte, at vi ikke kunne rokke med ørene.

Jeg stak min hånd i lommen, for at finde ud af hvad Uncle Jim havde stukket derned, og fiskede hundrede dollars op. Det var fuldstændigt uforståeligt og overvældende. Den generøsitet som Uncle Jim udviste os den dag, føler vi os forpligtet til at give videre til alle på vores vej, som har brug for det. Selvom vi ikke har brug for pengene, så var det en handling som udtrykte medmenneskelighed i en grad, så det kan forstås.

Som en anden cyklist vi talte med sagde:

“If you want to restore faith in humanity, go bicycletouring”.

“Hvis du vil genskabe din tro på medmenneskelighed, så tag på cykletur”.

…og det er præcis det, vi oplever. Den tillid, den hjælp og den kærlighed vi møder, når vi rejser på denne måde, håber vi at bringe med os resten af livet, og give videre til alle mennesker vi møder på vores vej.

Og det er ikke bare Uncle Jim, som har vist os gæstfrihed. Vi er blevet inviteret ind, inviteret på mad, fået penge (selvom vores danske beskedenhed altid siger nej-tak), så mange gange. Vi skylder kæmpe tak til Peggy og Greg for husly og madpakke, til The Willards for pandekager og kaffe, til Lars Ulrik og Kirsten for en dansk aften og lån af deres camper, til Elanor, John og Juniper for køreturen i Mesa Verde Nationalpark, til Caroline og Douglas for at vise os en mariuhanaforretning, til Jan for vandreturen, til Charlie for hjælp med vedligehold af cyklerne, til Lisa og Riley for at samle os op foran supermarkedet på en regnvejrsdag, til Terese og Douglas for pizza og øl, til David for varmt venskab, til Iris for jakken, og til så mange mange flere for mere husly, mere mad, sjove snakke, for at heppe på os og hjælpe os på vejen. For at åbne deres arme og hjerter for os.

Vi føler, vi har set det ‘rigtige’ USA, det som nogle kalder ‘fly-over-country’. Vi har mødt en del som stemmer på Trump. Vi har mødt folk med pistoler i bæltet. Folk som synes, at cyklister ikke har ret til at køre på vejen. Folk med de ‘forkerte’ politiske holdninger. Men fælles for dem alle har været, at de har været enormt søde mod os. Vi har talt sammen på en måde, som har gjort os klogere på hinanden. Og folk er ikke så overfladiske her, som vores fordomme måske sagde os.

Vi er virkelig glade for, at vi valgte denne vej igennem USA.

TV-programmet ‘Kender du typen?’ ender altid med at antropologerne møder ejeren af huset. Og det gjorde vi også. Nogle dage efter vi var kørt fra hendes hjem, ringede Dawn igen. Hun sagde, at hun ville være i hendes hytte, oppe ved en lille skovsø, i weekenden. Hvis det passede med vores tidsplan, var vi velkomne til at komme og overnatte. Og det gjorde det.

Og selvfølgelig var Dawn lige som vi havde forestillet os. Sød og kærlig. Vi spiste svampe, hun havde plukket samme dag, fiskede i søen og nød endnu en gang godt af den kæmpe store amerikanske gæstfrihed.

Et kæmpestort og varmt tak til alle de mennesker, som har givet en flig af deres liv til os. Vi er dybt rørte og taknemmelige.

Kommentarer