På en kold 4. januar 2017 sad Pia Flores og så Go’ Morgen Damark, da hun var på besøg i fædrelandet. Efter at hun havde set indslaget med to tosser, der ville cykle på langs af Amerika, skrev hun til dem: ‘I må endelig skrive, når I kommer til Guatemala City, så giver jeg en kop kaffe’. 

Vi blev selvfølgelig glade og svarede mange tak, men på det tidspunkt virkede Guatemala utroligt langt væk. Men vupti og ca. 15.500km. senere var vi i Guatemala.

Kaffen blev til fem dage hos Pia, hendes guatemalske mand Fernando og deres nuttede tidligere gadehund Betty. Et fantastisk møde med super søde og gæstfrie mennesker, som gav os nogle helt unikke oplevelser i Guatemala og gode samtaler. 

Pia er uddannet antropolog og arbejder nu for en uafhængig avis som journalist. Fernando er uddannet psykolog og har sin egen praksis. Begge to er vidende, omsorgsfulde og givende mennesker, der kæmper for en større lighed i samfundet.

Pia og Fernando viste os deres by. En by med ca. to millioner mennesker, og som vi forinden nærmest kun kendte for sit barske ry. Byen er inddelt i zoner, og det er ikke kun geografisk inddeling af byen. De er også et prædikat for, hvor der er sikkert, farligt, samt hvor de rige og fattige kvarterer er. ‘Kontrasternes by’ omtalte Pia Guatemala City som, en af de første dage.

Den offentlige kirkegård er en del af rundturen i byen. Noget helt andet end når man går ind på en dansk kirkegård. ‘Selv døden er ulige i Guatamala’ forklarede Pia. Hun viste os, hvordan der var kæmpe store pompøse mausoleer ejet af de rigeste familier, versus bagerst på kirkegården, hvor byens fattigste personer er begravet i en form for højhuse med rum til kisterne.

Ironisk nok er det bagerst på kirkegården, der er mest interessant. Grave fyldt med blomster, minder, farver og mennesker. En pige kom cyklende, en mand arbejdede på en grav og andre var på besøg med friske blomster. Også her er der inddeling alt efter, om der er råd til at købe en plade med den dødes navn eller om det er et håndskrevet skilt.

En kæmpe kirkegård, som blev ved og ved og ved. Indtil vi nåede skrænten, hvor nogle af gravene er styrtet ned, og man ikke skulle gå for tæt på kanten. Hvor lossepladsen begyndte. En kæmpe losseplads, som mindede os om, hvor meget skrald, vi mennesker producerer og som konfronterede os med den store fattigdom, der er i Guatemala. Nogle bor på lossepladsen, mens andre febrilsk leder efter noget, som kan sikre dem dagens måltid. 

Vi ville ikke selv være gået på kirkegården, men vi er glade for, Pia tog os derhen. Både fordi der var smukt, og fordi det var en anderledes måde at få indsigt i samfundet. 

Et andet sted, vi heller ikke selv ville have fundet var det offentlige vaskeområde. En tradition, der findes færre og færre steder i byen. Vi trådte ind i en gård med pludrende damer klædt i alt fra traditionelle dragter til jeans og T-shirt. Alle stod i en stor rundkreds omkring et vandbassin og vaskede tøj. Der hang guirlander i loftet fra julen og mange af kvinderne havde pyntet deres vaskeplads med blomster og andre nips. 

Kvinderne modtog os smilende og spurgte nysgerrigt, hvor vi kom fra. Børn legede og tøjet hang til tørre alt efter hvor solens stråler ramte eller ville ramme snarest. Et indblik i hverdagen, en tidslomme og et stykke historie. Meget dejligt sted og kontrast til den hurtige storby. 

.

Pia og Fernando gav os også en indsigt i mayakulturen meget mere levende end vi kunne have læst os til. Mayafolket havde sin storhedstid fra ca. år 0 til 900, men mayakulturen har overlevet og er stadig en stor del af Guatemala i dag. Traditionerne bliver opretholdt, der er 22 forskellige mayagrupperinger med hvert deres sprog, og det er en af de stærkeste indianergrupper på tværs af Amerika. Det er ikke altid nemt at være maya i en moderne verden. Deres profession er tæt knyttet til landbruget i bjergene, som kan have svære kår, og de har i høj grad været sat uden for indflydelse politisk. 

San Simon templet i San Andres Itzapa er et af de steder, hvor mayerne udfører ritualer, og hvor kulturen er stærk og levende. 
Der er to forskelliger myter omkring, hvordan helgen San Simon er opstået. Den ene myte er, han var en katolsk præst, som var meget værdsat af befolkningen, fordi han hjalp dem, som havde brug for det. Efter kirkens mening var han dog lidt for glad for at drikke og ryge smøger, så han blev udstødt. San Simon byggede derfor sin egen kirke, som blev mere populær end den katolske kirke. Det kunne den katolske magtelite ikke tolere, så kirken blev brændt ned. Det gjorde kun velviljen til San Simon større, og han blev en helgen.

Den anden myte er mindre dramatisk. Den siger, det er en spansk fortolkning af den omrejsende maya shaman, Maximon. Han havde samme forfald til alkohol, men hans mange gode gerninger opvejede for længst hans ekstravagante livsstil.

Om man tror på den ene myte eller ej, tager man til San Simon templet for at bede, efterlade ønsker på væggen og for at blive renset. Ofringerne består ofte af alkohol, cigaretter, lys, men det kan også være blomster, kylling og andre finurlige ting. 

Rensningen foregår med en bestemt kombination af urter, der køres hen over kroppen, nogle gange med et æg og sprut pustet ud over kroppen. Og ansigtet – men det så vi kun blive gjort ved en turist. Ellers ryger og drikker folk for at ære San Simon. Der er noget mere smæk på end i en dansk folkekirke.

.


.

Et andet sted, hvor mayakulturen er stærk er i markedslandsbyen Chichicastenango, som er højborgen for mayaproducerede produkter, grøntsager, frugt, flotte mayadragter og fint vævet stof. Hver søndag er der et kæmpe marked, som Pia og Fernando tog os med til.

.

Chichicastenango er ikke kun en markedsby. Byen er kendt for at holde stand mod spanierne og kataloismen under deres indtog i 1500 tallet. Katolikkerne byggede derfor deres kirker oven på det mest hellige, mayerne havde. Byens sol- og månetempel, som står overfor hinanden. Det var ikke nok til at holde mayerne fra at dyrke deres egen tro. De udøvede ritualer på resterne af tempel-fundamentet udenfor kirken. Derefter gik de ind i kirken og deltog i den katolske prædiken, som var befalet ved lov.

I dag er religionerne smeltet sammen. Mayerne foretager stadig ritualer udenfor kirken, hvor de brænder en form for harpiks af, men også inde i kirken er det et fantastisk mix med både almindelig katolsk udsmykning og mayaaltre på gulvet med levende lys, som de ofte placerer med et lys i hvert af verdenshjørnerne og ét i centrum.

.

Vi var heldige at opleve et skift af det broderskab, som passer på kirken. Hvert broderskab har en helgen stående inde i kirken. En flot figur klædt i broderet kappe med frynser, fjer, farver, prompt og pragt. Skiftet foregik for fuld udblæsning med kanonslag og optog gennem byen.

.

.

I Chichicastenango besøgte vi også kirkegården, som ligger fantastisk flot på en lille bakketop med udsigt til naturen på den ene side og byen på den anden. Det var meget specielt at træde ind på kirkegården. Et væld af farver, magisk ro og sjælefred på en afslappet måde. Her ses det også tydeligt, hvordan mayareligionen og katolicismen er blandet sammen over tid.  

Det er tilladt at gå inde mellem gravstederne og der er altre til at udføre mayaritualerne. En blanding af kors og mausuoleer, men malet i farver, som stammer fra mayakulturen. Farven får gravsstedet efter, hvilken dag personen døde, hvilket får kirkegården til at ligne en stor farverig blomsterbuket. En meget smuk én af slagsen. Det er utroligt, hvad farver kan gøre ved et sted, som ellers er associeret med stor sorg.

.

.

I Danmark har vi også klasseskel, men det kan på ingen måde sammenlignes med Guatemala. Fra folk dør af sult til folk, som flyver til Miami i privatfly for at shoppe i weekenden. De otte rigeste familier kan spores langt tilbage, og de har siden fastholdt magten økonomisk og politisk. Det er den helt ekstreme forskel på rig og fattig samt ingen mulighed for mobilitet for en stor del af befolkningen, der er med til at skabe den høje rate af kriminalitet. Der er mange, som ikke ser andre muligheder og ikke har noget at miste. Gennem generationer har det fungeret på denne måde, hvilket har ændret synet på liv og død, samt hvad et liv er værd.

Korruption på alle niveauer, afpresnings- og beskyttelses-penge opkrævet af bander, forfærdelig fattigdom, udemokratisk politik, og at der står en bevæbnet vagt alle steder, er hverdag i Guatemala. Der er en del af befolkningen, som kæmper imod systemet, men det kan være med livet som indsats og opslidende. Følelsen af gang på gang at løbe panden imod et politisk system, der lukker sig om sig selv og beskytter hinanden.

Det får os endnu engang til at tænke på, hvor heldige vi er i Danmark. Eller måske er det ikke held, men grundet forfædre, der har kæmpet for demokrati og et velfærdssystem. Grundloven i 1849, som var det første skridt væk fra enevælden og mod et tillidsbaseret samfund anført af Grundtvig. Andelsbevægelsen, fagforeningernes kamp, den tidlige ligestilling, repræsentativt demokrati, hvor alle har en stemme, og vigtigst af alt at korruption ikke er en del af hverdagen.

Alle vil aldrig have det samme, men ønsket om at skabe velfærd og et værdigt liv for alle skal vi holde fast i. Ved at mindske uligheden mindsker vi også en stor del af de problemer, der følger med som fx kriminalitet. Der er en tendens til, vi tager det for givet, at Danmark har et velfærdssystem. Det er farligt, for det er et samfund, som der er blevet arbejdet og kæmpet for, og vi fortsat skal arbejde for, hvis vi vil beholde det.

Hvis Guatemala ikke allerede står på din top fem rejseliste, så skynd dig at få det skrevet på. Det er et flot og spændende land, hvor vi kun har mødt søde mennesker. Et land med en stor kulturarv, og en stor kontrast fra det oprindelige folk og deres traditioner til et moderne Guatemala. Det har virkelig været interessant at få et dybere indblik i Guatemala og mayakulturen. Kæmpe tak til Pia og Fernando! 

Det har samtidigt givet os lyst til at lære mere om vores egne forfædre. Så den står på Vikingemuseum, når vi kommer hjem. Utroligt man skal så langt væk for at finde ud af, hvor spændende ens egen arv og kultur er.

.

Kommentarer